To store filosoffer fejrer fødselsdag in absentia i år - franske Camus og danske Kierkegaard. Camus fylder 100 år, mens hans store forbillede, Kierkegaard, har 200-års jubilæum. Kierkegaards "Kjerlighedens Gjerninger" får i den anledning en litterær genfødsel.
Den danske kritiker og litterat, Georg Brandes, kaldte Kjerlighedens Gjerninger for "Orgelet". Værket er da også så højstemt, at både kirkekoret og englebasunerne hviner i hylende samklang, mens orgelet dundrer dogmatisk derudaf. Muligvis er Kjerlighedens Gjerninger set med datidens øjne et kærlighedsfilosofisk højdepunkt, et sandt orgel, men i et nutidigt perspektiv mister værket ganske enkelt relevans grundet sin overvældende religiøse fortøjning og rettroende tone.
Kierkegaard var så sandelig troende. Kjerlighedens Gjerninger polemiserer, i tæt kinddans med det religiøse kærlighedsmotiv, over kærlighedsbegrebet, men altid i relation til og foranstaltet af gud - "den verdslige Viisdom mener, at Kjerlighed er et forhold mellem Menneske og Menneske; Christendommen lærer, at Kjerlighed er et Forhold mellem: Menneske - Gud - Menneske, det er, at Gud er Mellembestemmelsen."
Værkets 18 taler er gennemarbejdede overvejelser over den menneskelige kærlighed og alle dens facetter - selvkærlighed, næstekærlighed, kærlighed til gud osv. Kierkegaard nøjes ikke blot med at diskutere, for "sproget er det mest bedrageriske af alt". Han giver konkrete anvisninger til, hvorledes man eksempelvis skal elske sin næste. Ikke som en vag anonymitet, men som et helstøbt menneske. Uanset hvordan dette menneske end måtte forandre sig, må kærligheden forblive ren og intakt, ligesom menneskets kærlighed til gud er ubesmittet og frit flydende.
Når kærligheden er forankret i evigheden, i gud, kan den aldrig transformeres til had, svigt og bedrag. Alene den egoistiske kærlighed rummer denne forbitrende risiko - "der er kun Én, som et Menneske skal frygte, det er Gud; og der er kun Én, et Menneske skal være bange for, det er sig selv". Derfor må man elske uforandret og selvfornægtende.
Når kærlighed er pligt, forløser den. Den ægte kærlighed elsker selv sin fjende, for dens arnested er transcendensen - "når det er Pligt i at elske de Mennesker, man seer, da gjælder det om, at man i at elske det enkelte virkelige Menneske, ikke underskyder en indbildt Forestilling om, hvorledes man mener eller kunde ønske, at dette Menneske skulde være." Den autentiske kærlighed forventer ingen gengældelse - den er berigende i sig selv.
Kjerlighedens Gjerninger udkom i 1847, og det er ikke til at tage fejl af. Den er spækket med gammeldags talemåder, tunge, lange ord og indviklede sætninger med alt for få punktummer. Det er svært tilgængeligt stof med kompakte afsnit, som virker intimiderende og labyrintiske tankestrømme, som kræver genlæsning. Man havde ønsket, at en så stor tænker som Kierkegaard havde formået at gøre sin kommunikation mere almentilgængelig, mindre pakket ind i ødsel ordflom, som tærer på opmærksomheden og belaster indlevelsen.
Hans filosofi bærer præg af et overraskende puritansk, arkaisk verdenssyn, som synes tilbageskuende og anakronistisk. Måske tiden er løbet fra den? Kierkegaards etiske og teologiske navlestreng til den kristne gud omformer værket til en opsvulmet filosofisk omskrivning af Bibelen - ingen originalitet, intet fremsyn, ingen individuel eller forfattermæssig suverænitet. Menneskelig selvopofrelse og underkastelse for gud er gamle kendinge. At mennesket er guds evige undermåler skurrer ligeså demotiverende. Kierkegaard er en følsom filosof, og hans skrøbelige sensitivitet og poetiske sans er værkets sande åbenbaring. Alt for ofte tager Kjerlighedens Gjerninger dog tilløb til kanonisk determinisme. Og det er ligeså lidt ophidsende som en søndagsgudstjeneste.
Søren Kierkegaard: Kjerlighedens Gjerninger
Gyldendal
ISBN: 9788702151497
