Oplysningstidens arvesølv funkler klart i Molières "Fruentimmerskolen", en komedie om manden der tror, at han kan forme den perfekte, uskyldige hustru. Stykket er fra 1662, men der er intet støvet ved hverken nyoversættelsen eller det veloplagte ensemble i Odd Fellow Palæets have. (Foto: Bjarne Stæhr)
Kynikeren Arnolphe har længe gjort nar af de fleste andre mænd, der har mistet deres forstand og ære i mødet med deres samtids stærke kvinder, der har gjort dem til hanrejer. Sådan skal det ikke gå ham, så derfor er hans skudsikre plan at gifte sig med den unge Agnès. Agnès er nemlig i afsondrethed blevet opdraget til lydighed - og som han stolt fortæller sin ven, er hun simpelthen for uvidende til overhovedet at kunne finde ud af at overtræde det sjette bud og bedrive hor.
Arnolphe spiller af Olaf Johannesen, der af publikum mest vil være kendt som statsministeren fra Forbrydelsen III. Han giver rollen tilpas meget satirisk bid til, at man ikke kan lade være med at holde lidt hans antihelt, der må lide nederlag på nederlag, imens han vakler mellem det diabolske og det virkelig pressede. Slagene mod ham bliver ikke afleveret af en af de durkdrevne og argumentationslystne kvinder, han foragter, men af den uskyldige Agnès (Johanne Louise Schmidt), der frejdigt fortæller om sin forelskelse i den næsten lige så naive og unge Horace (Peter Zandersen). Arnolphe kæmper, men bliver mere og mere presset, jo mere Agnès på ægte Oplysnings-manér kæmper for retten til at tænke selv og søge sin egen lykke.
Hele Fruentimmerskolen foregår på vers, og selvom de har undladt den fantastiske replik "Det var en stor fadæse, at hun overhovedet fik lært at læse", fra Det Kongelige Teaters opsætning i 2001, så falder de mindeværdige replikker som perler på en snor. Parykkerne er smidt og replikskiftet vinder ved de mange rim, der understreger, at selvom der kæmpes om Agnès' følelser, så er det først og fremmest modsatrettede principper og skarpe intellekter, der strides. Som når Arnolphe må forklare vennen Chrysalde, at utroskab "forarger Gud - og det er noget rod".
Specielt udvekslingerne mellem Arnolphe og Morten Hauch-Fausbølls Chrysaldes lever, mens den mere fysiske komik mellem, de i øvrigt velspillende, tjenere, og en karikeret notar hører til blandt forestillingens få svage øjeblikke. Men der bliver ikke kun løbet åbne døre ind, når Molière med en stemme fra 1662 spidder den opfattelse, at en mands ære afhænger af hans konens opførsel, og at hun derfor skal lystre, tildækkes, sænke blikket, spærres inde i privaten og tænke på Gud i stedet for sig selv. Den gode stemning regerer på Grønnegårds Teatret, men Molières ord burde være skarpe nok til at få publikum til at overveje, om det kun er katolske mænd fra 1600-tallet, der er til grin.
Molières Fruentimmerskolen kan opleves på Grønnegårds Teatret, København, i perioden 28. juni - 24. august 2013.
Instruktør: Madeleine Røn Juul.
