Flere nyheder

 
Litteratur
Barfodsløbebogen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Barfodsløbebogen
Tir. 2. jul. 2013

Povl Erik Carstensen har skrevet en hurtigt læst bog om at forberede sig til et marathon løbet på bare fødder. Bogen fortæller dels som dagbog og dels som almindelig sagprosa om forfatterens personlige erfaringer med at løbe barfodsløb og kommer med inspiration til at komme i gang med dette.

Povl Erik Carstensen, der er kendt fra stand-up duoen John og Åge, har skrevet bogen i en let og humoristisk tone. Løbedagbogen giver på en ærlig og fin måde et indblik i forfatterens træning frem til sit første marathon i bare fødder.

På bagsiden af omslaget står der, at bogen er en komplet guide til teknik, øvelser, minimalsko, løbedagbog, træningsprogrammer m.m. Men der synes at være en uoverensstemmelse imellem denne bagsidebeskrivelse og det faktiske udbytte, man får af bogen. Snarere end at skrive en komplet guide, fremstår bogen som en uhøjtidelig formidling af forfatterens løbeerfaringer. Og fordi de mere instruerende afsnit bærer præg af den samme uhøjtidelighed, bliver de svære at få et praktisk udbytte af. Det får bogen til at lande imellem to stole - den instruerende og den erfaringsdelende. Ambivalensen bliver tydelig i Povl Erik Carstensens egen introduktion til afsnittet "Træningsprogrammer og øvelser":

"Dette kapitel er det, som jeg ikke havde regnet med skulle være der! Grundlæggende synes jeg, at du skal lytte til din krop. Huske at det skal være sjovt at løbe. Slappe af, og så skal det nok gå det hele. Men det kan jo nok være rart med lidt mere struktur, så lad mig dele mine erfaringer."

Forfatteren vil altså have den pointe frem at man bedst lærer at løbe barfodsløb ved at lytte til sin krop og slappe af. Men det lader til, at der har været andre interesser tilstede, som har ønsket at gøre bogen til en klassisk instruktiv løbebog. Når dette valg nu engang er blevet truffet, så burde man have brugt ressourcer på at lave nogle gode illustrationer til øvelserne, så de var hurtige og nemme at aflæse.

Dagbogsdelen, der er printet på grå sider, er det mest inspirerende i bogen. Den deler forløbet og tankerne op til marathonet på en meget befriende og ærlig måde. Dog er siderne sat ind imellem de andre sider, hvilket gør det noget forvirrende at læse. Dette kunne godt have været løst på en mere elegant måde.

Bogen kan dog anbefales som inspiration og som en uhøjtidelig fortælling om at løbe på en lidt anderledes måde.

Barfodsløbebogen af Povl Erik Carstensen
Gyldendal, 96 sider
ISBN: 978-87-02-12321-0