|
|
Den alternative rock-kvintet fra Chicago med den excentriske frontmand, Billy Corgan, gæstede Danmark. Hvad der hidtil havde været en lang og sej genfødsel for bandet, prøvede onsdag den 31/07 kræfter med Falkoner Salens umulige akustik og tabte.
Smashing Pumpkins gik på rettidigt og lagde som forventet ud med to af de stærkeste skæringer fra den nyeste udgivelse, Oceania, nemlig "Quasar" og "Panopticon". På papiret var dette et meget logisk valg, da begge sange i høj grad udstråler den melodiske og bombastiske stil, som mere eller mindre altid har repræsenteret gruppen. Disse to sange har også været med til at pumpe nyt liv i Smashing Pumpkins' kvalitetsmæssige rygte, som i de senere år har været under skarp beskydning fra både fans og kritikere. Det tragiske ved dette er desværre, at på denne aften skulle bandets lyd vise sig at være så katastrofal, at langt de færreste sange på kom til deres ret, eftersom man intet kunne høre andet end et lydmæssigt stenskred. Så snart musikken steg i volumen, væltede lydbilledet totalt, og man kunne stort set intet høre andet end støj. Lyden var med et enkelt ord katastrofal!
The Smashing Pumpkins har et kæmpe bagkatalog, og med hits som bl.a. "Cherub Rock"," Zero" og "Bullet With Butterfly Wings" fik bandet trods alt hevet massive bifald hjem af publikum, som skal roses for ufortrødent at hylde deres helt(e). Eftersom Smashing Pumpkins sidste år udgav Oceania, var sætlisten naturligvis præget af sange fra netop denne udgivelse, men på trods af at de fungerer godt på pladen, er det utaknemmeligt at skulle give disse sange en fair vurdering på denne aften, da den fæle lyd gang på gang manede gruppens musik og ambitioner helt til jorden. Udgangspunktet var ellers helt på plads, og der var både plads til gamle store hits såvel som mere skæve og alternative gamle kompositioner, nye sange samt et alternativt cover af David Bowies "Space Oddity". Der var plads til lidt af det hele fra gruppens varierede kompositoriske hylder.
Denne anmelder føler sig ikke 100 % i stand til at vurdere, hvorledes gruppens sammenspil fungerede, eftersom lyden af bulder og brag ganske enkelt smadrede alle forudsætninger for, at man kunne lytte til musikken, og det er svært ikke at føle sig snydt under sådanne omstændigheder. Det ville svare til at gå i biografen og se en film, hvor biograflærredet er flækket - det ville ganske enkelt være uacceptabelt at betale for.
Til slut skal The Smashing Pumpkins dog roses for det enkelte flotte lyspunkt, som på trods af umulige odds formåede at skinne igennem. Der er her tale om det flotte episke afslutnings-nummer i form af "Porcelina of the Vast Ocean". Denne skæring er så flot, at den imod alle odds alligevel formåede at bevæge undertegnede med sin følsomme, hårdtslående og episke melodiøsitet. Helhedsindtrykket kan dog ikke reddes, og dette kom til at fremstå som en af sommerens store koncertskuffelser.
Smashing Pumpkins
Falkonersalen
31. juli 2013
