Flere nyheder

 
Teater
En skraldespandskabaret

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En skraldespandskabaret
Tor. 22. aug. 2013


(PR-foto)

Frem til d. 31. august kan du nyde et par timer i selskab med fem vakse vagabonder på Bådteatret i Nyhavn. Og det kan varmt anbefales. Det er en anderledes, men skøn oplevelse med godbidder fra den danske sangskat, som du ikke har hørt dem før.

En barnevogn med en stor kontrabas ovenpå står midt på gulvet sammen med en guitar, en saxofon, en harmonika, en bamse og syv ølkasser. Der er lavt til loftet i bådens underetage, og en række kulørte lamper giver en lun atmosfære.

Forestillingen er en gæsteforestilling af Teateriet Apropos. Det er instruktør og skuespiller Nikolaj Mineka, der står bag dette musikalske fristed, hvor vi får lov til at høre ellers kendte sange i nye klæder.

De medvirkende er Mathias Maagaard Gregersen, Marco Dania og Simon Alstrup på alverdens musikinstrumenter. Dertil kommer instruktøren selv på vokal i selskab med den eneste høne i hanegåden, Kristine Elmedal.

Stemningen er løssluppen og fri. Vi er samlet til landevejsriddernes årlige møde, hvor de fester med sang, dans og naturligvis øl til den lyse morgen. Forestillingen består af 17 sange fordelt på to akter på 45 minutter. Det hele starter med en saxofon-udgave af "I Danmark er jeg født" af H.C. Andersen og slutter med en bedrøvet og rørende version af Teddy Edelmanns "Himmelhunden", hvor sangens ord virkelig trænger ind. Ind imellem er der fest med Troels Triers "Jeg er på rekreation" og i den mere moderne ende "Tu Vuo' Fa l'Americano" af Renato Carosone hvor en kazoo er indblandet.

En personlig favorit er Kristine Elmedals fortolkning af Niarns "Rød Aalborg" og Nikolaj Minekas version af Gnags-hittet "Når jeg bliver gammel". Kristine Elmedal bevæger os også med Søren Huss' "Øjeblikket" og Tommy Seebachs "Under Stjernerne på Himlen". Ja denne forestilling byder på lidt af hvert; det hele serveret med en lunefuld humor og afslappet feststemning. Sangene giver et billede af vores samfund med sangtekster om kærlighed, venskab, stress, finanskrise, kernefamilie, bonusbørn, alderdom og død - alt sammen set gennem øjnene af de fem frie og farverige vagabonder.

Efter sidste nummer kigger man på uret og kan ikke forstå, at der allerede er gået to timer. Det er underholdene og en behagelig pause fra den ellers pulserende og stressende storby. Her er der plads til os alle, og vi kan slappe helt af og nyde den akustiske musik leveret med sjæl og indlevelse.

En Skraldespandskabaret
Bådteatret
Se spilleplan