Flere nyheder

 
Litteratur
At blive taget med bukserne nede

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
At blive taget med bukserne nede
Fre. 6. sep. 2013

"At blive taget med bukserne nede" vil være et hit for alle, som har grinet sig igennem "Snøvsen" af Benny Andersen.

Margot Andreasen har udvalgt 35 talemåder og ordsprog, som har fået en sjov illustration af Kim Dalsgaard. Det er så meningen, at barnet skal gætte betydningen af talemåden, og det er ikke så let, som man skulle tro.

De voksnes sprog kan sommetider være meget svært at forstå. Mange udtryk giver nogle sjove billeder inde i hovedet, men betyder noget helt andet end det, man skulle tro. Når en voksen siger, "han havde en ordentlig bjørn på," så er det billede, man danner sig inde i hovedet, sikkert ikke i overensstemmelse med den reelle betydning af talemåden.

Målgruppen er børn, der er så langt fremme i deres udvikling, at de har forståelse for, at ord ikke altid skal forstås bogstaveligt. Børnene skal have en evne til at resonere og tænke abstrakt. Forlaget har angivet, at bogen kan forstås af børn fra 9 år og opefter.

Bogen er indrettet således, at læseren først bliver præsenteret for et ordsprog eller en talemåde. På samme side er talemåden illustreret med en sjov tegning, og der er tre forklaringer på, hvad talemåden betyder. Læseren skal så vælge den forklaring, man mener, er den rigtige. Så bladrer man og får den rigtige forklaring på næste side, hvor man kan se, om man har gættet rigtigt.

Bogen kan være en hjælp for alle de børn, der synes, at det de voksne siger, er fuldstændig uforståeligt. Det bedste ved bogen er næsten de skøre tegninger, som illustrerer talemåderne. Det er en sjov måde at lære betydningerne af de faste vendinger, som man tit hører i fjernsynet, læser i bøgerne og hører i almindelig daglig tale.

Talemåder er en af de ting, der gør et sprog specielt og til mere end blot en samling af ord. Man skal tit have en vis baggrundsviden eller kulturel forståelse for at kunne forstå talemåder og deres betydning. Forståelsen af talemåder og ordsprog kan således godt beskrives som en del af ens almene dannelse.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Margot Andreasen: At blive taget med bukserne nede - og andre talemåder
Tegninger af Kim Dalsgaard
Forum/ Rosinante & co, 80 sider
ISBN: 9788763826914