|
|
(Foto: Rodrigo Jardon)
Da amerikanske CocoRosie gæstede Store Vega, var det med deres sædvanlige folkloristiske og åbenhjertige cirkusfornemmelser. Casady-søstrene fortalte sørgmodige, men også uptempo historier fra det nye album "Tales of a Grass Widow" (2013), der blandt andet beskæftiger sig med omsorgssvigt og feministiske budskaber.
Den amerikanske duo CocoRosie er dannet af søstrene Sierra og Bianca Casady i Paris i 2003. De to voksede op i Amerika, men som 18-årig flyttede Sierra til Paris for at uddanne sig til klassisk operasanger ved Conservatoire de Paris, mens
Bianca læste lingvistik og sociologi i New York. Efter en del år uden kontakt, blev søstrene i 2003 genforenet i Paris. Her dannede de bandet, og deres debutalbum La Maison de Mon Rêve kom på gaden.
Bandets musikalske stil er ofte blevet betegnet freak folk, og man finder uden tvivl også mange forskellige stilelementer som pop, hiphop, blues og electronica i deres musik.
Det er fascinerende at lade sig opsluge af CocoRosies lydunivers med den tunge baslyd fra den talentfulde beatboxer Vincent Garlentezec aka Tez, sammenholdt med Sierras harpespil og imponerende operasang og Biancas hæse og meget specielle stemme, der tilsammen fortæller melankolske og skæbnesvangre historier.
Søstrene er multikunstneriske og beskæftiger sig begge i hverdagen med performancekunst, teaterforestillinger og scenografiproduktion. Dette skinner tydeligt igennem i deres live performances, der involverer klovnemaling, kostumer, let skuespil og teatralske visuals. Bianca og Sierras multitalenter viser sig også i det omfang af forskellige instrumenter, de formår at spille på, der spænder fra den mere klassiske guitar og klaveret og så til et væld af forskellige eksotiske fløjte- og trommeinstrumenter, for ikke at tale om deres manipulation af gammelt legetøj.
Særligt når man oplever CocoRosie live, kommer bandet til sin ret. I Vega åbnede koncerten ved, at den japanske free jazz-musiker Takuya Nakamura kom på scenen klædt som en, der kom direkte fra rismarken. Siden hen kom Sierra og Bianca og Tez. Alle var malet i hovedet og havde deres eget form for kostume på. Denne form for meget teatralske sceneshow, i samspil med Casady-søstrenes enorme indlevelse i musikken, gør deres live performance næsten til en teaterforestilling - med et fantastisk medrivende soundtrack.
Der var enkelte numre, som ikke var fra den nye plade, som "R.I.P. Burn Face" og "Werewolf", men undertegnede manglede nok alligevel et par ældre klassikere.
CocoRosie
Vega, 3. september 2013
