Flere nyheder

 
Udstilling
Art Copenhagen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Art Copenhagen
Tor. 5. sep. 2013

Årets Art Copenhagen i Forum har måttet se sig reduceret i størrelse af den konkurrerende Chart Art Fair, der er løbet med mange af de mest profilerede gallerier. For Art Copenhagen betyder det dog en mindre kaotisk messe, hvor man har en bedre chance for at se de enkelte værker.

Noget af det første, der møder gæsterne på Art Copenhagen, er Mikael Olriks New York-malerier, hvor han med høj detaljeringsgrad og inspirerede vinkler maler byens skyline og gør et bravt forsøg på at tilføje motivet noget originalt. Spørgsmålet er, om hans malerier ved gensyn efter en tur rundt i messehallen vil fremstå som et højdepunkt eller en blød start?

Heldigvis for messen er der en del, der hæver sig over Olriks malerier. Det er, som om årets udbud ikke er helt så tendensdomineret; som om der ikke er helt så mange halvunge kunstnere, der tror, at det er provokerende at sammensætte en nydelig form med et motiv af voldelig eller seksuel karakter. Der er stadig mange, der har skelet kraftigt Gerhard Richters fotografiske teknik, men det er trods alt ikke det værste, de kunne gøre. Jan Ros er vinderen i den kategori.

Mest imponerende er Jean Pierre Roys store maleri "The Practice", hvor en afslappet udseende mand bliver trukket af missil-ubåde, som stod han på vandski igennem et surrealistisk landskab, hvor det regner ned med militært isenkram. Maleriet synes at vise det absurde i oprustning og krig, imens det anerkender våbnenes potente tiltrækningskraft. Sammenlignet med det virker de mere traditionelt anti-amerikanske motiver, som karikaturtegninger af Tea Party-bevægelsen, mere gammeldags.

Gammeldags virker også det evige indtog af Carl Henning Pedersen- og Egil Jacobsen-malerier fra især de jyske gallerier. Der er utvivlsomt et købestærkt, grånende publikum, men det er svært at se, hvorfor de hvert eneste år skal være et fast indslag. Omvendt virker det også nogle gange, som om nogle kunstneres farvevalg af støvede pasteller er mere dikteret af disse farvers fremmarch inden for design og indretning, end den anden vej rundt. I Åsa Davidssons malerier af svenske forstæder virker de ferske farver dog særdeles velvalgte.

Et andet lyspunkt var de stærke indslag inden for tegning og akvarel. Anett Hamori og Jonathan Ahlmark er særdeles interessante akvarelmalere, der viser, at støvet for længst er banket af det medium. Alt i alt var årets Art Copenhagen en positiv overraskelse, trods fraværet af flere interessante gallerier.

Art Copenhagen
Forum, 30. august -1. september