|
|
I 1888 forlystede Jack the Ripper sig med prostituerede i Londons kummerligste kvarter, Whitechapel. Våde lagner og lidenskabelige støn tændte ikke denne herre. Skalpel, silende blod og sønderslåede kvindelig var hans niche. Se ham i fiktiv aktion i miniserien "Jack the Ripper".
I 1988 udkom endnu et filmisk bud på Jack the Rippers identitet. Dette bud skilte sig dog ud på to afgørende punkter. I 1988 var det lige akkurat hundrede år siden, Ripper med anatomisk præcision parterede fem kvinder til døde og sikrede sig popkulturel udødelighed. Derudover promoverede instruktøren, David Wickes, serien som et slutgyldigt sandhedsstempel. Han havde nemlig fået eksklusivt indblik i Scotland Yards hemmelige sagsakter vedrørende Ripper-mordene, nærstuderet dem og nået frem til et kvalificeret gæt.
Seriemordere har alle dage haft en vis appeal både på det store og det lille lærred, men måske Jack the Ripper alligevel indtager en mere fornem plads i hierarkiet, som både Bundy, Manson og co. må misunde ham. Modsat mange af sine overeksponerede mordermakkere, er Ripper nemlig forblevet en rebus. En ligeså uigennemtrængelig gåde som det mørke, han så ofte frekventerede for at myrde.
Så på trods af, at den tre timer lange miniserie påberåber sig faktuel dokumentation og en endegyldig afsløring af mennesket bag morderen, kommer denne de facto-tilgang alligevel som lidt af et antiklimaks. Måske Ripper slet ikke skal have et borgerligt navn?
Vi befinder os i London anno 1888. Kulissen skifter mellem lurvede og lækre kvarterer, hvor beskidte bygninger afløses af pudsede facader, hvor snavsede børn sælger aviser til elegante gentlemen, og hvor forurening og fattigdom fuldstændiggør det formørkede stemningsbillede. Efterforskningslederen Fredrick Abberline (Michael Caine) står i spidsen for en åndeløs jagt på datidens mest skræmmende seriemorder. Abberline er i unåde hos politiet pga. sin hang til promiller, men ingen tør sætte spørgsmålstegn ved hans skarpe vid og sikre jægerinstinkt. Ængstelsen i samfundet er stor. Desperationen hos politiet uudholdelig. Alle fra kongehuset til menigmanden er under mistanke. Ingen kan vide sig sikker. Alle er potentielle ofre og mulige skyldige.
En så gådefuld fortælling, som legenden om Ripper unægteligt er, fortjener en ditto æstetik. Miniserien leverer solidt på dette felt - London er lige nøjagtigt det stemningsfulde miks af tåge og svagt oplyste stræder, gamle brostensgader og snævre gyder. Det er overbevisende og indlevende. Det samme kan desværre ikke siges om skuespillet, der mestendels danser kluntet mellem malplaceret komik og overspillende drama. Caine består skam detektivprøven med sin uimodståelige, ærkeengelske charme, men hans rolle har så lidt at rutte med, at han aldrig rigtigt træder i karakter.
Tempoet er en anelse drævende. Kanske skyldes det, at Ripper overraskende nok er hensat til passagersædet, mens både politiske diskussioner og omstændeligt efterforskningsarbejde bader i spotlightet. På den ene side er det oplysende at beskue, hvad der egentlig foregik bag kulisserne. På den anden side ærgrer det, at Rippers mentale billede aldrig rigtigt træder frem. Banale betragtninger om den dualistiske menneskenatur og sammenligningerne med Dr. Jekyll og Mr. Hyde er for oplagte. Kandidaterne til Ripper-titlen er halvt slatne, halvt intetsigende, så man hverken gætter med eller bliver opildnet af afsløringen.
Instruktørens påberåbelse af, at "jeg har svaret på gåden", virker som et strategisk pr-gimmick, der skal kompensere for den middelmådige produktion. Set og glemt i samme åndedrag.
Jack The Ripper
Ude på dvd fra Another World Entertainment
