Flere nyheder

 
Litteratur
I Miles Omkreds

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
I Miles Omkreds
Tir. 10. sep. 2013

"I Miles Omkreds" er en fantastisk forunderlig roman. Ali Smith er en af Storbritanniens største nulevende forfattere, som har vundet adskillige litterære priser. "I Miles Omkreds" er senest blevet kåret til årets bedste bog af The Guardian, og det er ganske velfortjent. Ali Smith har en fantastisk evne til at stille vigtige spørgsmål og inddrage læseren uden på nogen måder at virke prædikende.

Denne roman skal ikke læses for handlingens skyld. Der er for så vidt ikke noget plot, men det lykkes alligevel Smith at skabe en fængende fortælling, der på humoristisk vis belyser menneskers særheder og spørger: "kan vi kende andre mennesker?"

Under et middagsselskab barrikaderer Miles Garth, en excentrisk vegetar, sig på værtindens (Jen Lees) gæsteværelse, hvorefter en broget masse af folk samler sig uden for vinduet og begynder at kalde ham "Milo". Ingen ved præcis, hvem han er, og hvorfor han har låst sig inde.

Historien er fortalt fra fire vinkler af fire forskellige, og på hver sin måde sære, personer, der alle har kendt eller kommer til at kende og bliver ændret af deres møde med Miles. I den første del forsøger Anna Hardie, som Miles kalder Anna K, uden held at lokke ham ud af værelset. Hun undrer sig over, hvorfor Jen Lee ringede til hende, for hun kender slet ikke Miles. De mødtes, da de var sytten, og har ikke set hinanden siden.
I del to fortæller den aldrende bøsse Mark, som skizofrent taler med sin for længst afdøde mor, om selve den aften det hele skete, hvor han havde Miles med til middagen som sin ledsager. Og del tre beskriver May Young, en lettere senil, svækket, ældre dames flugt (med hjælp fra en tilfældig pige, der kommer på besøg) fra et hospital. For May vil nemlig til Greenwich, hvor Miles gemmer sig bag Jen Lees persienne. Den sidste del af historien ses gennem den tiårige Brooke Bayoudes øjne, og hendes fortælling fungerer som cirkulært bindeled til starten af romanen. Brooke er en yderst fremmelig pige, der elsker at fortælle folk om de fakta, hun støder på. Hun sniger sig ind i Jen Lees hus for at give Miles det-er-et-faktum-sedler, som f.eks. "Det er et faktum at hjorte ved noget om bryllupper og hvem man vil gifte sig med". Tilsammen skaber disse usædvanlige personers stemmer en drømmende stemning og en fragmenteret historie, der skøjter uden om mysteriet og inviterer læseren til at lege med på Smiths ordlege.

I Miles Omkreds er en intelligent og til tider filosofisk roman, der udforsker menneskelige forbindelser og forhold. Selvom man måske ikke bliver klogere på spørgsmålet, om man kan kende andre, ved at læse om Miles Garth, bliver man nysgerrig.

Man bør gøre sig selv den tjeneste at læse bogen på originalsproget, da mange af Smiths finurlige ordlege ringe kan oversættes.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Ali Smith. I Miles Omkreds
Tiderne Skifter, 294 sider
ISBN: 9788779734906