Flere nyheder

 
Litteratur
Endnu ikke allerede

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Endnu ikke allerede
Tir. 10. sep. 2013

"Hvad skal jeg læse bagefter? Når jeg bliver til en prik af ingenting i det hinsidiges grænseløse hav?" Sådan skriver Janina Katz i sin seneste samling af digte, og netop spørgsmål omkring livet og døden er et gennemgående tema i "Endnu ikke Allerede".

Den nu 74-årige digter og forfatter Janina Katz begyndte livet i Polen, men har fra 1969 været bosat i Danmark. Siden 1990'erne har Janina Katz udgivet en række af både digte, romaner og noveller, hvorunder digtsamlingen Skrevet polsk fra 2011 særligt blev fremhævet, da Katz året efter blev nomineret til Det Nordiske Råds Litteratur pris.

Endnu ikke allerede er titlen på Janina Katz' seneste udgivelse. Med sine 44 sider er bogen en koncentreret samling af digte, der i høj grad fokuserer på livets sidste stadier. Vi møder i en reflekterende og noget melankolsk fortæller, som både konkluderer og stiller spørgsmålstegn ved netop disse temaer.

"Mit liv er harmonisk. Jeg deler ensomheden med en vinbjergsnegl. (...) Min sjæl forbereder sig til vintersøvn. Kroppen forlader sanserne."

"Han ser: en gammel kvinde sluger piller, drikker vand til, pudser næse, tænder en cigaret. Han ser ikke: Smertens flammer, der slikker hendes ryg og en håndfuld aske efter en hjertebrand."

Endnu ikke allerede er på mange måder en samling af poesi, som man nu forventer, at poesi skal være. Digtene har en smuk struktur, er indadvendte og centrerer sig om fortællerens eget følelsesliv og erfaringer. Der er digte dedikeret til hendes opvækst og til hendes religiøse baggrund. Der er digte, som taler om den tabte kærlighed, og der er digte, som tager forfatterens egne livserfaringer op til revision.

Man fornemmer i Katz' tekster en både rebelsk og traditionsbunden digter. Der bliver ikke givet udtryk for, at hun har fundet sig til rette imellem disse to tilstande, men derimod møder vi en fortæller, som kontinuerligt bevæger sig mellem, hvad der i denne sammenhæng kan betegnes som traditionel og moderne poesi.

Begrebet "den misforståede kunstner" ligger implicit i mange af teksterne, men i stedet for at svælge i selvmedlidenhed opfattes poesien i Endnu ikke allerede mere som et praj om at give sig selv både tid og tilladelse til at tage på rejse bag facaden. Hertil ikke mindst en forhåbning om, at omverdenen vil genoverveje behovet for at sætte sine medmennesker i allerede foldede kasser. "Don't judge a book by its cover," som det engelske ordsprog lyder, hvilket spænder fint overens med både Janina Katz' digte, og det hertil meget neutrale udseende, man bliver mødt af på bogens forside.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Janina Katz: Endnu ikke allerede
Rosinante & Co., 42 sider
Omslag: Christian Sand
ISBN 978-87-638-2894-9