Flere nyheder

 
Teater
Old school showtime

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Old school showtime
Fre. 13. sep. 2013


(Foto: Miklos Szabo)

Der var dømt klassisk old school-musical for alle pengene, da Det Ny Teater slog dørene op for den danske version af en af de helt store internationale musicalsucceser, "Crazy for You". Og for musicalelskere indeholder forestillingen alt, hvad man kan ønske sig af ørehængende sange, medrivende dans, overdådige kostumer og en humor, der er til at falde på halen af.

Genren er ikke til at tage fejl af, når Det Ny Teater lader Silas Holst og Julie Steincke gå på scenen som henholdsvis Bobby Child og Polly Baker i opsætningen af Crazy for You. Der er for alvor åbnet op for en musical af den old school amerikanske slags.

Crazy for You er oprindeligt fra 1992, men historien er inspireret af den næsten 90 år gamle musical, Crazy Girl, som dengang vakte opsigt på Broadway. At plottet er hentet fra langt tilbage, kan spores i den klassiske fortælling om striden mellem fornuft og forventning og drømme og kærlighed. En fortælling, der ikke lader mange overraskelser tilbage, men som fortælles med charme og en solid portion fald-på-halen-humor, der fungerer, netop fordi den leveres i musicalform.

En stor del af forestillingen er båret af Silas Holst, der som Bobby Child charmer sig igennem både dans og replikker. Vel at mærke godt hjulpet på vej af Julie Steincke i topform samt en ordentlig håndfuld yndige dansepiger i overdådige kostumer og korte skørter, der på ægte musicalmanér river publikum med med deres energiske step og kvindelige tække.

Crazy for You er blandt andet kendt for George og Ira Gershwins store evergreens som "I Got Rhythm", "They Can't Take That Away From Me" og "Things Are Looking Up". Hits, der måske ikke har fået ligeså meget hype som flere andre store musicalklassikere, men som til gengæld leveres til perfektion, så de fortsat sidder som ørehængere, efter tæppet er rullet ned.

Så når der for alvor skrues op for den amerikanske musicalkunst i Crazy for You, er humoren en smule plat, plottet klassisk og uden de store overraskelser, og fagter og replikker store og overdrevne. Men det virker. Og forestillingen er derfor et must-see for alle dedikerede musicalelskere.

Crazy For You
Det Ny Teater
Se spilleplan