Flere nyheder

 
Teater
Detour - Urban Dance festival

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Detour - Urban Dance festival
Man. 16. sep. 2013

For andet år i træk gør Dansehallerne et forsøg på at hive den urbane dans ind på scenen og bringe den i fokus hos et bredere publikum. Kurateret af Sara Jordan byder festivalen, ligesom sidste år, på fem kortere performances af anerkendte koreografer fra både indland og udland. Efterfølgende er der traditionen tro lagt op til fest, hvor publikum selv kan udfolde sig på dansegulvet sammen med danserne.

Dansehallerne og DETOUR er kræfterne bag den 2-dages urbane dansefestival, som involverer forestillinger, workshops og fest i Dansehallerne. Arrangementerne er for alle aldre, og er man ikke så velkendt med at opleve dans på en scene, er netop denne festival måske et godt sted at starte. Her får man nemlig fem kortere og meget forskellige forestillinger.

Den første på programmet i år, BOXWOOD, danset og koreograferet af Anna Näsström (SE), var otte minutters meget fokuseret og teknisk krævende dans. Näsströms intension var at udforske, hvordan følelserne er påvirket af bevægelse, og det gjorde hun ved på en meget delikat og dybt fascinerende måde at fusionere forskellige stilarter som hiphop, vogue og waacking med moderne dans.

Den anden performance, 2bLost, koreograferet af Bruce Blanchard (BEL) og danset af ham og 10 danske dansere, varede 9 min. Dansen var inspireret af følelsen af at være faret vild og bar elementer af moderne dans, dancehall og afrikansk dans.

The Biosis, danset af dEEp doWn dopEizm (NO) og koreograferet sammen med Marlene Skoglund og Natasha Heggem var en 13 min. lang performance om evolution. Her var lagt vægt på både symbiosen imellem de fem dansere, samt deres individuelle stil og rødder, der blandt andet indbefattede hiphop, house, popping og locking.

Vigdis Hentze Olsen (DK) havde koreograferet seks dansere i den 9 min. lange performance, Catalyst, der var karakteriseret af en dyster rædselsscene. Danserne var smurt ind i guldglimmer på kroppen, så de fremstod som anderledes væsner og gjorde i dansen brug af reb, der hang fra loftet og gav dansen et præg af en torturscene.

The Maverick, den sidste performance, danset og koreograferet af Soul Mavericks (UK), varede 13 min. og var et festfyrværkeri af Bboying at slutte af med. Til blandt andet soundtracket fra filmen Drive og DJ Luck & MC Neats nummer "A Little Bit of Luck", afrundede ni voksne mænd og to små piger årets DETOUR med innovativ breakdance. Særligt til denne sidste performance kom stemningen blandt publikum op, med klappende, piftende og hujende folk. Især de to søstre, 6-årige Dachiya og 9-årige Damita Atkinson a.k.a. Bgirl Terra og Bgirl Eddie, skabte stor beundring, og Dachiya er da også Englands yngste konkurrerende breakdancer.

Selvom programmets deltagere i år alle var spændende projekter, skinnede enkelte klart mere igennem for undertegnede. Særligt den første og sidste performance, hvor danserne fremstod sikre i deres performance og enormt dygtige rent teknisk.

DETOUR - Urban Dance festival
Dansehallerne, 13-14. September, 2013.