|
|
(Foto: Miklos Szabo)
Operaens "Otello" er måske en anelse for lang tid om for alvor at gribe fat. Men derfra er der ingen vej tilbage, og man gruer for Otellos jalousiblændede raseri og dets uundgåelige konsekvens.
Tæppet glider til side og afslører scenen: en stor tilsyneladende simpel trækasse. Otello ankommer til Venedig sejlende igennem en storm. Byens borgere på scenen synger og kigger ængsteligt ud i mørket mod publikum, der lejlighedsvis bliver oplyst af lyn. Skibet, havet og storm er ude blandt publikum. Simpelt og effektivt, som scenografien og lyssætningen er det stykket igennem.
Otello er Shakespeares jalousitragedie omsat til opera af Giuseppe Verdi med libretto af Arrigo Boito. Tro mod forlægget er handlingens omdrejningspunkt den venetianske hærfører Otellos jalousi, opildnet af hans forsmåede fændrik, Jagos, omsiggribende rænkespil.
Scenekassen ændrer sig løbende, vægge kommer og går og tilføjer overraskende dybde til scenerummet. Spejle reflekterer lærreder og sangere uden for publikums synsfelt, så visse scener får et surrealistisk præg. Den romantiske fuldmåne, der ledsager Otello og Desdemonas kærlighedserklæringer, kan f.eks. kun ses gennem det svagt forvrængende spejl, og bliver dermed både mere og mindre virkelig. Godt tænkt.
De mange korpassager fordelt ud over stykket tilføjer passende storladenhed. Fra det fine børnekor, der priser Otellos kone Desdemona, det urolige højspændte kor, der håber på Otellos sikre landgang, til det sortklædte kor, der i takt truende nærmer sig Otello, i fordømmelse af hans skinsyge behandling af Desdemona.
Første og anden akt er præget af solide, sikre præstationer fra alle. Det fungerer, men man bliver ikke blæst omkuld, som opera gerne skal, når den er bedst. Det ændrer sig heldigvis i tredje og fjerde akt, når jalousien og Jagos intriger for alvor eskalerer handlingen.
Otello spilles sikkert og synges med en prisværdig klarhed af Raymond Very. Hvad han mangler af pondus og fysisk imposans i de første scener, råder han rigelig bod på, som hans mistanker tager over, og han blændes af raseri og skinsyge i krop og stemme. Scenerne mellem Desdemona og Otello efter jalousien har forvandlet ham, med lige dele kærtegn og antydet vold, er hjerteskærende.
Den gudløse Jago underspilles infamt af John Lundgren, der dygtigt undgår at ende som en diabolsk kliché. Hans sang skifter adræt alt efter, hvem han overtaler til at udføre sit hævnplot, og bliver drivende mørk, når han delagtiggør publikum i sine tanker og planer.
Ann Petersen gør en fin uskyldsren og forurettet Desdemona. Hendes Wagnersanger-volumen tilsat desperation og afmagt over for Otellos raseri er gribende.
I en mindre rolle som Lodovico leverer Henning Von Schulmann, der stadig er studerende ved Operaakademiet, en aldeles solid præstation.
Stykket kulminerer, som tragedier jo skal, i mord og selvmord. Selvom det har været den uundgåelige konklusion fra starten, sidder man yderst på stolen i håbet om, at det på en eller anden måde kan undgås i sidste øjeblik, og man rammes dybere end forventet, da tragedien endelig indtræffer.
Otello
Operaen
Se spilleplan
Medvirkende:
Dirigent: Pier Giorgio Morandi
Iscenesættelse: Nicola Raab
Scenografi: Ashley Martin Davis
Lysdesign: Linus Fellbom
Sangere: Raymond Very (Otello), Ann Petersen (Desdemona), John Lundgren (Jago), Niels Jørgen Riis (Cassio), Henning von Schulman (Lodovico), Thomas Peter Koppel (Roderigo), Sten Byriel (Montano), Johanne Bock (Emilia) m.fl.
