Flere nyheder

 
Diverse
Et Freudiansk Slip

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Et Freudiansk Slip
Ons. 25. sep. 2013

Fredag d. 20. september bød Koncerthuset indenfor til et sansebombardement af en aften, hvor alle husets døre blev åbnet for publikum. Musik i koncertsalen og interaktion med husets gæster i de forskellige studier skulle danne rammer for en hyldestaften til psykoanalytikeren Sigmund Freud. Det viste sig dog at være en mindre fiasko.

At give sig hen til underbevidstheden og blive overrasket af ens sansers reaktioner på det udefrakommende, lyder umiddelbart ikke som en dårlig ting. Dette var opskriften på det freudianske fredagsarrangement i DR-byen, som umiddelbart vakte interesse og nysgerrighed. Hvem vil ikke gerne forføres?

Første del af aftenens ambitiøse program, Hæng ud i underbevidstheden, skulle fremstå som en slags introduktion til paraply-temaet "Sanser, sind og psyke". I foyeren kunne man "hoppe op på briksen" og møde sig selv på en ny måde, hvor tanker blev analyseret og drømme blev tydet af psykologer. Her opstod første problem, da der simpelthen ikke var tid eller plads nok til, at der kunne være en jævn udskiftning af folk på de tre brikse, der var at gøre godt med. I studie 4 stod Christian Braad Thomsen for fortællinger om Sigmund Freud, hvor store spørgsmål som "Bliver vi mennesker ved at fortrænge vores drifter?" blev stillet. Imens stod Mads Wille og Anders Lund i Studie 2 for Den dobbelte virkelighed, hvor forskellige tilskuere blev hevet med op på scenen for at få tydet tanker, som de havde nedskrevet på papir.

Studie 3 fungerede som en angst-installation, i form af et mørkt rum med stroboskoplys og skrattende musiklyde. Her skulle man efter sigende "mærke angsten på egen krop", hvilket desværre faldt helt til jorden. Folk forstod generelt ikke, hvad der skete i de forskellige studier, og hvilken kobling de havde til hinanden, hvilket undertegnede overhørte af flere omgange blandt de vildt forvirrede gæster. Der var ingen form for introduktion, og programmer for aftenen var svære at opstøve, hvilket resulterede i et til tider uforstående og omflakkende publikum.

Efter fem kvarter blev vi ledt ind i Koncertsalen, hvor musik af intet mindre end klassiske kanoner som Hindemith, Händel, Mozart, Bartók, Schönberg, Stravinsky, Verdi og Pärth imponerende og overvældende blev fremført til noget nær perfektion af DR Underholdningsorkestret, der hev aftenens tre stjerner hjem alene. Den storslåethed som umiddelbart slog benene væk under hele salens gæster, blev dog hurtigt afbrudt af værten, Rasmus Botoft fra Rytteriet. I starten virkede hans kække og humoristiske indslag som et frisk pust, der fik lattermusklerne på arbejde, men eftersom han gang på gang skulle afbryde hvert enkelt nummer med sine efterhånden mere og mere platte og ensformige jokes, opstod der en lettere akavet stemning. Det, der burde være en salig tilfredsstillelse for underbevidstheden og sindet, blev forvandlet til en følelse af irritation og ærgrelse. Til tider fornemmede man, at værten endda selv følte sig helt malplaceret og overtrumfet af musikkens dominerende og smukke udtryk, som blev hængende i koncertsalens rum.

Afslutningsvis kom Madeleines Madteater med kage på 1. salen, som skulle vække eftertanke og sætte gang i en eksplosion af smagsindtryk. En mindre heldig situation udspillede sig, da nogle stykker af os af mangel på information om den sidste del af aftenens arrangement henvendte os til et af de forklædebærende unge mennesker, for at spørge om de ikke kunne fortælle lidt om kagerne og idéen bag. Svaret var ikke så lidt af et freudiansk slip: "Jeg ved egentlig ikke så meget om det, og hvis jeg skal være helt ærlig har jeg ikke smagt noget af det selv. Jeg regner med at dem der har lavet kagerne har styr på det". Herved blev den i forvejen ultratynde røde tråd igennem aftenens arrangement klippet over én gang for alle.

Freuds Fredag
20. september 2013 i Koncerthuset