Flere nyheder

 
Teater
I medgang og modgang

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
I medgang og modgang
Fre. 27. sep. 2013


(Foto: Thomas Petri)

Det blev til en helt særlig aften på Folketeatret. Ikke alene var der premiere på Abi Morgans teaterstykke "Lovesong" fra 2011. To af de medvirkende, Baard Owe og Marie-Louise Coninck, kunne på premiereaftenen fejre noget så fornemt som 50 års jubilæum. Dertil kommer, at de privat har dannet par i 56 år - tag den! Endelig var deres medspillere i stykket deres søn og svigerdatter David Owe og Marie Askehave.

Stykket, der er instrueret af Kaspar Rostrup, handler om to menneskers livslange ægteskab på godt og ondt, og man møder dem i deres sidste tid sammen. Hustruen er alvorligt syg, og hendes ægtefælle hjælper hende med at tage så mange smertestillende piller, at de er sikre på, hun ikke vågner igen. De reflekterer over deres lange liv sammen, og episoder fra de unge og midaldrende år dukker frem.

Der er de lykkelige stunder med forelskelse og håb om en stor familie, hvor de to har nydt hinandens kærlighed. Til gengæld har parret haft problemer med at tilpasse sig et nyt land, der har været problemer med økonomi, barnløshed og utroskab. Ægtefællerne har dog valgt at blive sammen, og man mærker da også ømheden mellem dem i den sidste hårde tid.

Scenografien af Johanne Eggert er enkel og består af en seng, et bord og to stole og endelig et bagtæppe, som bruges til at skabe illusionen om spring frem og tilbage i tiden. Det unge par dukker frem bag tæppet og afløser deres aldrende egoer, og det virker bemærkelsesværdigt godt. Der er ingen steder, hvor man som publikum forvirres af det faktum, at to mennesker spilles af fire.

Baard Owe er kærlig, men også farlig i sit spil over for sin syge hustru, der både søger ham og skubber ham fra sig i sin frustration over smerter og snarlig død. Marie-Louise Coninck er skrøbelig og næsten gennemsigtig i sin bekymring for, om hendes mand kan klare at tage vare på sig selv og deres kat, når hun er væk. Det bliver trivielle problemer, der kommer til at fylde for hende.
Der er et sødmefyldt samspil mellem lækre David Owe og smukke Marie Askehave. Musikken, der ligger som et umærkeligt bånd bag skuespillerne, er komponeret af Fuzzy, og det til tider uhyggelige lysdesign er skabt af Lars Egegaard Sørensen.

Forestillingen er både intens og sørgelig og i den grad seværdig.

Lovesong
på turné - se spilleplan

Medvirkende:
Baard Owe, Marie-Louise Coninck, David Owe & Marie Askehave
Instruktør: Kaspar Rostrup
Komponist: Fuzzy
Scenograf: Johanne Eggert
Koreograf: Lotte Sigh
Lysdesign: Lars Egegaard Sørensen