|
|
Filmen "Den andalusiske hund" satte sindene i kog, rystede grundvolden under det etablerede borgerskab og satte præcedens for den surrealistiske filmkunst. Spanieren, Luis Buñuel, med de karakteristiske, udspilede øjne, satte filmverdenen på den anden ende i 1929. Det giver genlyd den dag i dag.
En anekdote fortæller, at instruktøren Luis Buñuel, på vej til premieren på sin debutfilm Den andalusiske hund, havde fyldt sine lommer med sten. Han frygtede nemlig publikums reaktion. Forventningen - eller rettere frygten - var, at de skiftevis ville besvime og buhe ad den unge filmspire. Stik imod hans værste formodninger jublede publikummet i salen, men modtagelsen andre steder blev ikke ligeså velkommende.
Halvdelen af filmens budget blev spenderet på de parisiske dansegulve, allerede inden optagelserne overhovedet var gået i gang. Finansieringen stod Buñuels mor for, og glad har hun næppe været for denne budgettering. Den andalusiske hund indvarslede surrealismens indtog i filmens univers. Surrealisterne ophøjede det irrationelle menneske, den instinktive overgivelse, hvor underbevidstheden, drømmen og symboltydningen dannede den hellige treenighed. Den andalusiske hund er den surrealistiske grundtanke i filmform.
I sin erindringsbog, Mit sidste suk, fortæller Buñuel, at idéen til filmen opstod en tilfældig dag, hvor han og hans nære ven, maleren Salvador Dalí, udvekslede drømme. Buñuel havde drømt om en flosset sky, der skærer månen over i to, og et barberblad, der skærer sig gennem et øje. Dalí derimod kunne fortælle om en hånd, hvorpå der vrimlede med myrer. "Hvorfor gør vi ikke en film ud af det?" havde Dalí fuldbyrdet drømmeudvekslingen med. Som foreslået, således fuldført.
Den seksten minutter lange film er da også et langt drømmescenarium, bestående af adskillige disparate drømmesekvenser. Ingen umiddelbar sammenhængskraft endsige nogen form for logisk kausalitet eller overlagt plot. Umotiverede indskydelser, planløse griller, hændelige hændelser. Ingen orden, ingen mening, ingen association. Og dog. Begynder man at nærstudere filmen, opdager man hurtigt de antireligiøse undertoner og en bramfri kritik af den evigt undertrykte seksualitet. Men at begynde at analysere og efterrationalisere strider imod den surrealistiske tanke. Det undergraver den faktisk.
Det er derfor svært at anmelde denne film uden at bedrage dens præmis. Måske helt upassende? Handlingsforløb er der jo intet af. Personkarakteristik, udvikling eller kohærens heller ikke. Til gengæld er det solidt filmteknisk håndværk med lækre billeder, interessante vinkler og en overbevisende fantaserende atmosfære. Buñuel viser et uantasteligt blik for æstetik og komposition.
Men ..
Drømme er måske det mest subjektive, det mest intime, et menneskes sjæl indeholder. Den andalusiske hund brillerer med sit vovede udgangspunkt - at indfange det uudgrundelige, det uindtagelige på film. Men ligeså opsigtsvækkende det er at beskue en myredækket håndflade og ivrige hænder, der befamler et par runde kvindebryster, er det ligeså lidt ophidsende og opkvikkende for hjerne og hjerte. Det fæstner sig aldrig som andet end særprægede tableauer uden hverken mål eller mening. Meningen er naturligvis, at der ingen mening er. Og hvad er så meningen med at se det?
Den andalusiske hund
Ude på dvd fra Another World Entertainment
