|
|
Yoav indtog Koncerthusets Studie 2 med overskud og professionalisme. Det blev til en virkelig veludført og lækker koncert, der dog aldrig nåede de forventede magiske højder.
To mikrofoner, et væld af pedaler og en akustisk guitar - that's it. Yoav indtager komfortabelt scenen og føler sig tydeligvis vældig tryg og godt tilpas i det danske, hvor han også er blevet overordentlig godt modtaget. Faktisk var det her, den sydafrikanske sanger og guitarvirtuos først slog igennem tilbage i 2008 - med god hjælp fra P3 og "De Sorte Spejdere". Siden er resten af verden så kommet med på vognen, men man fornemmer mange dedikerede fans blandt publikum, der har været med helt fra starten. En flok der i øvrigt spænder vidt. Snart sagt alle aldre og typer er repræsenteret.
Yoav er denne gang på turné med sit tredje album Blood Vine, indspillet i hjembyen Cape Town. Det er første gang, han er tilbage i Koncerthuset siden 2010 (denne gang dog "kun" i det mindre Studie 2), hvor han leverede en særdeles anmelderrost koncert. Med det nye album er det især electronica- og folk-referencerne, der dominerer, men inspirationen fra alt mellem triphop og soul er langt fra glemt. Med andre ord er der tale om et særdeles alsidigt musikalsk udtryk, der rummer rigtig mange grundstemninger.
Yoav insisterer til denne anmelders begejstring stadig på at sample sine numre live. Dvs. at han laver optagelserne, mens vi lytter. Hver lille sekvens spilles, optages og loopes, før han går videre til de næste toner eller guitardunk, der ligeledes optages og loopes, indtil der er et helt lydbillede klar at spille ud fra. Det tager noget tid at bygge hvert enkelt nummer op på den måde, men hvor er det dog charmerende at opleve denne lydnørd lege og perfektionere sit udtryk.
Manden er et veritabelt enmandsorkester, der hjemmevant kaster smukke, sfærisk svævende lydbilleder af sig og effektfuldt tilsætter sin mørke, bløde vokal som en messende overbygning på musikken. Den poppede "Shiver"-skæring fra den nye plade leveres følelsesfuldt med nerve og den særegne dæmpede intensitet, som vel nærmest er blevet Yoavs varemærke. Det er storladent, inderligt og enkelt, og det fås ikke meget bedre.
Et cover af Depeche Modes "Enjoy the Silence" får vi helt nede i tempo med en tristhed til følge, der næsten overgår originalen. Helt samme højder nås ikke med Pixies-coveret "Where Is My Mind", der alt andet lige er ganske uovertruffent i sit rockede udgangspunkt. Yoavs stemningsmæssige "formørkelse" af den gamle kending var dog en ganske interessant lille parentes i den også udmærkede liste af hans egne sange - nye som gamle - udvalgt til aftenen.
Som den store finale kommer "We Are All Dancing", der i denne anmelders ører er uløseligt forbundet med Stella Polaris' version. Her dyrkes klubstemningen, og Yoav giver sig god tid, hvilket fungerer godt. Blandt ekstranumrene får vi "Blink" fra det nye album - igen. Denne gang som en akustisk version uden loops og teknisk hjælp.
En enkel afslutning på en virkelig fin koncert, der desværre aldrig krøb rigtig ind under huden på denne anmelder. Måske forventningerne alligevel var for store.
Yoav
Koncerthuset 26. september 2013
