Flere nyheder

 
Musik
Sprælsk og potent instrumentaljazz

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sprælsk og potent instrumentaljazz
Tor. 3. okt. 2013

Man er i overordentlig godt selskab med denne kvartet, som heldigvis har valgt at følge op på deres første udspil fra 2011 med "Tetragonz" - en frydefuld kraftudladning af en to'er.

"Sprængfyldt med energi" får man (med tanke på en hedengangen hundemadsreklame) lyst til at betegne Tetragonz. Den spændstige instrumentale powerhousejazz forfører ekspressivt og engagerende med sin fremdrift og sit pågående drive, såvel som sine gentagne dråber af raffineret, forfinet enkelhed. Det er i sig selv en betagende blanding, og at der så også er kræset for selve indspilningen, gør kun lytteoplevelsen så meget desto bedre.

Kvartetten består af den unge talentfulde Carl Winther på piano, det amerikanske jazzikon Jerry Bergonzi på tenorsaxofon, den garvede finske Johnny Åman på bas samt den fantasifulde Anders Mogensen på trommer, og d'herrer kommer i den grad ud over rampen takket være ekstremt godt og varieret samspil.

På deres første udspil Sonic Shapes fra 2011 fik Bergonzis saxofon lov at være i front, men her på Tetragonz, er rollerne mere ligeligt fordelt. Man kan simpelthen høre, at alle lytter til hinanden og giver plads. Kvartetten er med andre ord vokset sammen, og man fornemmer en udtalt bølgelængde musikerne imellem, der oplagt er forstærket via truppens mange koncerter i både Europa og USA siden debuten.

En smuk balance mellem dynamik og kontrol samt tyngde og lethed præger således albummet. Især skal Mogensens insisterende trommer fremhæves som et yderst kompetent modspil til den sporadisk-melodiske tråd hos piano og saxofon. Sjældent har whiskers og perlende piano lydt lækrere på undertegnedes anlæg.

Afsøgende improvisation synes på den måde at være et overordnet kodeord. Tetragonz er på en gang temmelig kompleks at gå til og alligevel vældig enkel. Pludselig dukker momenter af melodi frem, for så at forsvinde i et morads af legende input. Som eks. den drømmende "Gabriella", hvor saxofonen smyger sig om tangenternes toner, alt imens Mogensen kreativt og indfølende varierer tempo og intensitet bag trommerne. Eller titelnummeret, der bragende introducerer albummets schwung, swing og uptempo-kvaliteter på en blød bund af sprød bas, der sætter sig lige i mellemgulvet.

Fem flotte stjerner og varme anbefalinger herfra.

Tetragonz
Udgivet af Stunt Records

Carl Winther (piano), Jerry Bergonzi (tenorsaxofon), Johnny Åman (bas) og Anders Mogensen (trommer)