Flere nyheder

 
Teater
Snedronningen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Snedronningen
Man. 7. okt. 2013


(Foto: Emilia Therese)

H. C. Andersens "Snedronningen" er en lille historie om et venskab mellem pigen Gerda og drengen Kay, der må igennem mange farer for at kunne finde hinanden. Odense Teater har taget fortællingen og drejet den til en times solidt skuespil, der ikke rykker det helt store. Forestillingen er målrettet et skolepublikum, men bliver for tam i biddet.

Snedronningen er et fint lille stykke af koryfæet og bysbarnet H. C. Andersen. Men historien er til at overse, og man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om udfaldet. Der er langt til den nerve og intensitet, der er i fortællinger som De vilde svaner eller Rejsekammerraten. Odense Teater har sat Snedronningen op i Niels Brunses dramatisering, og man ser Mikkel Bay Mortensen i rollen som voice-overen, der guider publikum igennem historien. Han tilføjer den historiefortællende dimension, der fastholder og uddyber handlingens knudepunkter. Vi møder ham siddende på scenen, inden det hele rigtig går i gang, og da en klokke ringer og han rejser sig, ja, så ved vi at vi er i gang.

Det berettes, at en trold har lavet et spejl, der vender alt godt til noget ondet. Dette spejl splintres og falder ned på jorden. Nogle får det i øjnene, nogle i hjertet, nogle begge dele. Vi møder det unge vennepar Gerda og Kay, der fravristet al virilitet fremstår som et meget naivt ungt par, der er på vej til noget mere seriøst kæresteri. Men den gode Kay får altså noget spejlglas i øjet, og han vender sig fra Gerda og den godmodige bedstemor. I stedet fristes han til at drage med Snedronningen, der i Natalí Sands skikkelse virker tilpas kold og ond. Trods vedvarende rygter er Gerda overbevist om, at Kay endnu lever. Hun drager ud for at finde ham. Hun må trodse farer, møde magiske mennesker, fanges af røvere for at ende i armene på Kay, som hun frelser med sine salte tårer. Parret vender hjem til den ventende bedstemor, og Kay får givet Gerda en rose, så de endelig kan smelte sammen til et reelt kærestepar.

Selve historien er ganske eventyragtigt, men også efter denne signaturs mening noget vag. Odense Teater gør deres bedste for at give historien pep og humor, men det er ikke Romeo og Julie-niveau, man er på. Det er noget mere jordnært og uskyldigt, mere i stil med Tolkiens hobitter, der heller har det helt store følelsesliv udi kærligheden. Skuespillerne gør deres for at sætte liv i det hele, specielt de to krager er morsomme i den lange strøm af sange, voice-over og forstilt gestik. Skal man investere i billetter til indeværende sæson hos Odense Teater, virker det som om, at februars Ronja Røverdatter er et bedre bud.

Snedronningen
Odense Teater, Sukkerkogeriet
Spilleplan