Flere nyheder

 
Film
2 Guns

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
2 Guns
Tor. 10. okt. 2013


(Foto: UIP)

Den islandske instruktør Baltasar Kormákur har med sin film "2 Guns" lavet en hyldest til 1980‘ernes "buddy-actionkomedie", der henleder tankerne på film som "Dødbringende Våben" og "Beverly Hills Cop".

Filmens åbningssekvens tjener egentlig godt som en beskrivelse af, hvilken type film 2 Guns er. I sekvensen føles det som at sidde i en bil, der venter på at krydse en togovergang, mens et godstog drøner forbi. Mens man sidder i sædet, er der ikke meget andet at gøre end at vente på at toget (filmen) er kørt forbi én, så man kan komme videre. Det er måske underholdende nok i sig selv, mens det varer. Men det er ikke noget, man underholder familien med hen over aftensmaden. Out of sight, out of mind!

2 Guns handler om to undercover-agenter, som forsøger at finde beviser nok mod den mexicanske narkobaron Papi Greco (Edward James Olmos) til at stoppe hans narkosmugling til USA. I lang tid har de to agenter forsøgt at infiltrere Grecos kartel - dog uden at have nogen som helst anelse om, at de begge hver især er undercover.

Bobby Trench, spillet af Denzel Washington, har arbejdet i godt tre år for det amerikanske narkopoliti (DEA)for at finde de afgørende beviser mod Greco. Men hans chef vil trække ham ud af sagen, da chefen synes, der er gået for lang tid, og at Trench har været undercover for længe. Trench gør derfor et sidste forsøg på at afslutte sagen. Det medfører at bryde ind en lille bank ved den amerikanske/mexicanske grænse og stjæle 3 mio. dollars fra Greco.

Trench planlægger at hænge sin "buddy" Marcus Stigman ud for indbruddet og dermed give sig selv carte blanche til at starte en undersøgelse af de stjålne penge og dermed få mere tid til at fange Greco. MenMarcus Stigman, spillet af Mark Wahlberg, arbejder også undercover, bare for den amerikanske flådes efterretningstjeneste i stedet. Og han tror tilmed, at Trench er en af Grecos håndlangere.

Det lykkes for Trench og Stigman at røve banken. Men til deres begges overraskelse er der ikke 3 mio. dollars i bankboksen. Der er over 40 mio. dollars - og hvad mere er, viser pengene sig at tilhøre CIA, ikke Papi Greco. Og så ruller filmen.

Essensen i enhver "buddy-film" er, at de to karakterer fungerer sammen, og at de komplimenterer hinanden. Det lykkes rigtig godt i 2 Guns. På den bedst mulige måde er det næsten som at se en "remake" af karaktererne fra Dødbringende Våben - Danny Glover (lig Washington) og Mel Gibson (lig Wahlberg) - inklusiv deres evige små skænderier og den platte humor.

De to skuespilleres meget forskellige skuespilmetoder fungerer overraskende godt sammen. Washington virker nærmest noget underspillet i forhold til de roller, man hidtil har set ham i. Men med sine guldtænder og "morfar-vittigheder" udfylder han fint sin rolle over for den mere "trigger-happy" Wahlberg.

Der er ikke rigtig tid til at kede sig under 2 Guns. Men samtidig er der heller ikke tid til at blive involveret i filmen, Det er et godt "gennemsnits-actionbrag", der dog udelukkende overlever på kemien mellem de to hovedroller.Set i dag, men glemt i morgen.

2 Guns
Se spilletider
Se filminfo