|
|
(Foto: Peter Sørensen/Das Büro)
Betty Nansen har givet sig i kast med en teaterversion af bestselleren "Den mystiske sag om hunden i natten". Det er der, især takket være hovedrolleindehaver Thure Lindhardt, kommet en både underholdende og tankevækkende forestilling ud af.
Historien begynder den dag, 15-årige Christopher (Thure Lindhardt) finder en død hund i naboens forhave. Det er naboens hund, og nogen må have slået den ihjel, for den ligger med en havegreb gennem maven. Den mystiske sag om hunden i natten bygger på engelske Mark Haddons storsælgende ungdomsbog The Curious Incident of the Dog in the Night-time fra 2004.
Christopher løfter hunden op i sine arme, men nabokonen bliver ude af sig selv og beder ham om at forsvinde. En politimand, der ankommer til gerningsstedet, stiller Christopher nogle nærgående spørgsmål. Han bliver hurtigt klar over, at drengen ikke er helt almindelig. Da Christopher slår ud efter ham, blot fordi han bliver taget i armen, beslutter politimanden at tage ham med på stationen.
Christopher bliver hentet af sin far (Henrik Lykkegaard). Politiet lader ham slippe med en advarsel trods hans håbløse ærlighed. Han forstår ikke, at det ind i mellem kan betale sig at stikke en hvid løgn for at redde sit eget skind. Der er i det hele taget meget, han ikke forstår af den normale verdens spilleregler. Men det omvendte gælder også: den normale verden forstår sig ikke på Christopher. Det sidste er så lige præcis, hvad stykket, og romanen bag stykket, gør noget for at råde bod på. Vi bliver inviteret indenfor i Christophers verden. Vi bliver klogere på verden set med aspergers-øjne.
Tilbage til handlingen. Christophers far indskærper ham på det kraftigste, at han skal lade hund være hund. Men det vil drengen absolut ikke. Han sætter sig for at løse mysteriet, og med systematisk sans giver han sig til at udspørge alle beboerne på vejen. I takt med at detektivarbejdet skrider frem, introduceres vi til Christophers lille verden. Han bor med sin far og rotten Tobey på en stille villavej i byen Swindon. I skolen har Christopher en ualmindelig sympatisk og engageret støttelærer (Mille Dinesen). Hun forstår ham, og det er hendes stemme, han hører inde i hovedet, når verden er ved at koge sammen for ham.
Thure Lindhardt som Christopher er stykkets altdominerende skuespilpræstation. Som ofte, når skuespillere skal foregive et psykisk handikap, er der en større skepsis at overvinde. Publikum kender måske ikke Thure Lindhardt, men de tror næppe, at han er autist. Så meget desto større er gevinsten, når skuespilleren formår at overbevise. Vi kommer mere og mere til at tro på, at Christopher lever i sin egen verden. En verden, hvis grænser ikke må overskrides. I Thure Lindhardts fortolkning har Christopher en elskelig forkantethed i bevægelserne. I det hele taget en måde at gebærde sig på, der synliggør, at tilværelsen, for Christopher, ikke bare er noget, man går ud og færdes i.
I anden akt bliver det mere spændende. Det er her, Christopher må gøre vold på sig selv og trodse sit behov for overskuelighed. Det sker i form af en sindsoprivende togtur til London. Vi skal ikke røbe mere om baggrunden, end at han er på flugt fra sin far og søger efter sin mor (Stine Stengade). Allerede på stationen er det ved at gå galt. Uden for sine vante rammer ved Christopher simpelthen ikke, hvad han skal gøre. Hvordan man fungerer i fremmede omgivelser, alt imens hærskarer af indtryk konstant hamrer ind i ens bevidsthed. Ufiltreret. Uden at blive ordnet i et hierarki med det nødvendigste øverst. Den bevidsthedstilstand har scenografen Eilev Skinnarmo søgt at illustrere med en række reklameslogans, der i påtrængende uorden projiceres op på scenens bagtæppe.
Manuskriptet til Den mystiske sag om hunden i natten vil gerne forklare, hvorfor Christophers bog om hundemordet (for sådan en skriver han) endte som teaterstykke. Men hvordan det lykkes støttelæreren at overtale Christopher til at lave teater ud af teksten, bliver aldrig rigtig klart. Og selv om denne fiktionsdistance kan bruges til finurlige vink ud til publikum i salen, så føles det ikke ret vigtigt. Til gengæld skal man se stykket, fordi man faktisk går ud af teateret og synes, at man ved mere om, hvordan tilværelsen kan se ud for en person med aspergers. Og fordi man samtidig blev underholdt og fik et budskab med sig om, at det hele ender godt, blot man har den rette tålmodighed. Og så selvfølgelig på grund af Thure Lindhardts præstation. Han kommer til at få stående klapsalver mere end én aften.
Den mystiske sag om hunden i natten
Betty Nansen Teatret
Se spilleplan
