Flere nyheder

 
Film
Klaustrofobisk, nervepirrende og en smule søsyg

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Klaustrofobisk, nervepirrende og en smule søsyg
Fre. 25. okt. 2013

Den britiske instruktør Paul Greengrass har gjort et godt arbejde for at få "Captain Phillips", baseret på en virkelig hændelse, til at fungere på det store lærred.

Som da han instruerede filmen United 93, når Greengrass at præsentere os for både de somaliske fiskere og for den amerikanske kaptajn Phillips, inden han lader selve kapringen af containerskibet Maersk Alabama gå i gang.

På den ene side bliver vi præsenteret for den midaldrende kaptajn, der i bilen til arbejde taler med konen om, hvor meget verden har ændret sig, og hvor svært det er for den unge generation at finde arbejde. Der klippes over til en landsby ved den somaliske kyst, hvor en gruppe unge fiskere, ledet af Kaptajn Muse, bliver sendt af sted af den lokale boss for at lave nogle penge.

Om bord på Maersk Alabama har Kaptajn Phillips sat en beredskabsøvelse i gang, da han på skibets radar får øje på to signaler, der viser sig at være Muse og hans besætning i to små fiskejoller. Kaptajn Phillips meddeler sin besætning situationen og underretter myndighederne, der beder ham om at observere situationen, i fald det blot er lokale fiskere. Hvor til Kaptajn Phillips svarer "They are not there to fish".

Kaptajn Phillips, spillet af Tom Hanks, er en ganske almindelig mand, som bliver sat i en ualmindelig situation. Efter bedste evne prøver han at slippe fra piraterne. Det lykkes ikke, og han må forberede sin besætning på det næste skridt. Han sender hovedparten af dem ned i maskinrummet for at gemme sig, mens han selv og to andre besætningsmedlemmer forskanser sig på skibets bro.

I en nervepirrende sekvens, som fik undertegnede til at sidde yderst på sædet, lykkes det for de fire somaliske pirater at komme om bord på det kæmpe containerskib fra deres lille fiskejolle. Det er fascinerende, når filmmagi og god fortælleteknik kan få en til at glemme, at man godt ved, hvad der skal ske, og hvad historien ender med. Det er præcis det, Greengrass formår at gøre - ikke blot i denne sekvens, men gennem hele filmen.

Muse og hans mænd får adgang til skibets bro, og de to kaptajner står nu over for hinanden med hver sin agenda. Kaptajn Phillips, der vil gøre alt for at beskytte sin besætning, og Muse, der gerne vil gøre en god handel. Som han forklarer til Kaptajn Phillips: "Captain, relax. No Al-Qaeda here. Nobody gets hurt. Just business."

Kaptajn Phillips forsøger at overtale Muse til at tage 30.000 dollars fra skibets pengeskab, og han tilbyder dem også at slippe væk i en af skibets redningsbåde. Til gengæld skal Muse love ikke at gøre besætningen fortræd. Det går Muse med til. Der er blot den lille krølle på historien, at han ikke lader Kaptajn Phillips gå. Derimod tager han ham med i redningsbåden, ud fra ræsonnementet at med Kaptajn Phillips som gidsel kan han få et endnu større beløb i løsepenge.

Denne efterfølgende del af handlingen foregår om bord på redningsbåden og skaber gidselsituationen, der er en af de spændende dele af filmen.

Her kommer den håndholdte, subjektive kameraføring, som er en signatur for Paul Greengrass, rigtig til udfoldelse. Man fornemmer den klaustrofobiske redningsbåd, som kastes rundt i kølvandet på det amerikanske containerskib. En følelse af søsyge melder sig næsten.

Det er også her, Tom Hanks som Kaptajn Phillips virkelig får udviklet sin karakter. I filmens første del var Tom Hanks den handlekraftige kaptajn, som holdt hovedet koldt. Nu er han blevet gidsel, og det går op for ham, at han måske ikke kommer levende ud af denne situation. Vi ser, hvordan hans karakter langsomt bliver nedslidt for til sidst at blive psykisk nedbrudt. Det er en brillant skuespilpræstation fra Tom Hanks. En flot fortolkning af, hvordan en helt almindelig mand handler under ekstremt pres.

Barkhad Abdi, som spiller Muse, skildrer ligeledes en ganske almindelig mand, der ser sig selv havne i denne umulige situation. Muse fremstår ikke bare som en ond skurk. Abdi viser os i stedet en velafrundet karakter med en stor del sårbarhed og naivitet. Et stærkt billede på, hvad undertrykkelse kan lede til, hvor ufatteligt det end virker.

Man kunne frygte, filmen ville ende med en happy ending med flag, medaljer og præsidenter. Men "heldigvis" er vi mere efterladt med fornemmelse af, hvor skævt verden er skruet sammen; hvor fattige fiskere kan ende ud i pirateri som sidste løsning. For som Muse fortæller Kaptajn Phillips: "Big ships come to our waters, take all the fish out. What is left for us to fish?"

Captain Phillips
Se spilletider
Se filminfo