Flere nyheder

 
Musik
Nostalgisk hyggejazz

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nostalgisk hyggejazz
Ons. 30. okt. 2013

Klassisk amerikansk swingjazz og traditionel svensk folkevisetradition forenes smukt - og lidt safe - på denne hyggelige udgivelse, der emmer af knitrende pejs og indendørs vinterhygge.

Når gammel svensk sangskat og klassisk amerikansk 1950'er-jazz går hånd i hånd som her, kommer undertegnede uvægerligt til at tænke på Jan Johanssons Jazz svenska-album. En stille, fin favorit hos denne anmelder i lange tider sammen med morgenkaffen og en umådelig oplagt stemnings-reference. Jan Johansson er nemlig et stort forbillede for Scott Hamilton, og hans nummer "Blues i oktaver" afslutter endda fornemt albummet, der om noget er en kærlighedserklæring fra den amerikanske saxofonist til det svenske.

"Dear Old Stockholm" lægger stilen fra start; laid back jazz med en aura af tidløs elegance og nordisk coolness. Ikke mindst fra pianoet, som Jan Lundgren slår mesterlige triller fra. Noget han fortsætter med på den legende "Swing in F", hvor saxofonen folder sig ud i en kispus-leg med pianoet, mens bassen danner behagelig bund sammen med de afdæmpede, cool trommer.

Den tydelige vision med materiale-valget giver dog udgivelsen et lige lovlig ensartet præg. Det er for lækkert, og der er for mange subtile små variationer og detaljer, til at det bliver blive tamt, men lidt mere spræl kunne man godt ønske med musikere af denne kaliber.

Der er næsten crooner-stil på "You Can't Be in Love With a Dream"-skæringen, der med sit blidt vuggende tempo inviterer lytteren til at drømme sig væk til en svunden tid. Samme down tempo-charme finder man på "Trubbel", hvor bassen virkelig kommer til sin ret og får lov at fylde som andet og mere end blot blød baggrund.

Balladen "Stockholm Sweetnin'" er igen en parade af delikat piano og ballade-saxofon. Det er overordentlig veludført - ja man fristes til at bruge ord som drevent, modent og respektabelt. Scott Hamilton holder med andre ord mere af traditioner end af nytænkning, men han gør det virkelig godt.

Scott Hamilton: Swedish ballads... & more
Ude på cd fra Stunt Records

Scott Hamilton (tenorsaxofon) med Jan Lundgren (piano), Jesper Lundgaard (bas) og Kristian Leth (trommer)