|
|
(Foto: SF-Film)
I 1895 fik brødrene Lumière de første biografgængere til at pudse brillerne en ekstra gang for at tjekke, om det virkelig var et rigtigt tog, som kom brølende imod dem fra lærredet i filmen "L'Arrivée d'un Train à la Ciotat". Det er præcis denne fornemmelse, "Gravity" giver sit publikum. Vi ved godt, det ikke er virkeligt. Vi ved godt, det er en film. Men alligevel trykker vi lige 3D-brillerne ekstra godt på plads. For wow, sikke et syn.
1950'erne var 3D-brillernes gyldne tid, og i midten af 1980'erne fik de comeback med IMAX-filmformatet. Det var dog først med filmen Avatar af James Cameron i 2009, at IMAX 3D-formatet fik publikum til at spærre øjnene op. For Camerons regnskovseventyr virkede lige så virkeligt som en af David Attenboroughs natur-dokumentarfilm. Herefter var det, som om Hollywood eksploderede med 3D-film. Det var, som om det var garanti for en bedre film, hvis den var optaget i 3D. Ét er dog at have teknikken til at skabe fantastiske billeder. Noget andet er, om det var de rigtige fortællinger, der blev fortalt i dette format. Ang Lee viste med Life of Pi, hvordan man kan komponere poetiske billedsekvenser med 3D-formatet. Men med Gravity tager Alfonso Cuarón alt, hvad vi som biografgængere hidtil har troet var muligt med 3D, og slynger os 600 kilometer ud fra jordens overflade. Ud i stilheden.
Sætningen "Life in space is impossible" står på lærredet i filmens begyndelse. Dette fanger essensen af Gravity. Mennesker er ikke skabt til at være alene, men kræver kontakt. Mennesker er ikke bygget til at være i rummet, men har behov for den tyngdekraft, jorden giver os.
Som om vi svæver lige ved siden af dem, følger vi Dr. Ryan Stone, spillet af Sandra Bullock, og Matt Kowalsky, spillet af George Clooney. De er to amerikanske astronauter, som er på en mission for at reparere Hubble-teleskopet. Stone er en medicinsk ingeniør på sin første mission. Hun har mistet sin datter for nylig, og hun finder derfor rummet som et sted, hvor hun kan fortabe sig i stilheden og dvæle ved sin sorg. Kowalsky er en rutineret astronaut, som er på sin sidste mission, inden han går på pension.
Alfonso Cuarón er berømt for sine lange sekvenser uden klip, og der går over 10 minutter i den første scene, hvor de to astronauter forsøger at reparere Hubble, førend der klippes. Cuarón lader svævende kameraet følge de to rundt. Det er, som om man selv er kameraet. Fantastisk!
Men alt går ikke vel. Stone og Kowalsky bliver fanget i en regn af vragdele fra en russisk satellit. De bliver revet løs fra Hubble og forsøger at gribe fat i noget, mens de snurrer rundt i rummet sammen med os. Deres forsøg er forgæves, og de to astronauter bliver kastet ud i rummet. Herfra følger vi dem i deres rejse for at komme tilbage til jorden.
Der er så mange flotte og umulige sekvenser i denne film, at man næsten glemmer at trække vejret. Brugen af CGI (computergenererede billeder) er så flot, at man glemmer, det er CGI. For det kunne sagtens være den rigtige vare.
Det er en udfordrende film for de to skuespillere, for det er gennem deres stemmer og deres ansigt at hele deres karakterfortolkning vises. Sandra Bullock giver en fremragende fysisk præstation, når hun vægtløs nærmest svømmer gennem rumskibet. Ekstra fascinerende siden intet af filmen er optaget i et vægtløskammer.
Siden 2001: A Space Odyssey er der ikke lavet en film, der på samme måde har givet os vinduespladser til rummets uendelighed og ensomhed. Gravity nøjes endda ikke med at give os vinduespladser. Vi kommer helt ud i rummet - uden nogen anden beskyttelse end vores 3D-briller, og det er både smukt og skræmmende. Gravity er simpelthen en film, der skal opleves! Så på med 3D-brillerne, og overgiv dig til denne visuelle rejse i rummet.
Gravity
Se spilletider
Se filminfo
