Flere nyheder

 
Teater
Til Julebal i Tivoli

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Til Julebal i Tivoli
Man. 18. nov. 2013


(Foto: Philippe Merie)

James og Adam Price har skrevet og komponeret julemusicalen "Far til Fire - til Julebal i Nisseland" baseret på universet fra Kaj Engholms klassiker om Søs, Ole, Mie, Lille Per og deres far. Musicalen opføres frem til jul i Tivolis koncertsal.

Ligesom i de seks seneste Far til Fire-film er rollen som Far besat af Niels Olsen. Det hører med til fortællingen, som et lille kuriosum, at Price-brødrenes egen mor Birgitte Bruun (senere Birgitte Price), selv spillede Søs i de gode, gamle film om Lille Per.

Ud over titelmelodien og et par andre velkendte sange fra de originale film, har storebror James komponeret en række helt nye sange og melodier til forestillingen. Musikken bakker historien fint op - ikke omvendt - hvad ellers før er set i musicalgenren. Her er energien lagt i fortællingen, og handlingen er tilpas udbygget til at kunne bære den to en halv time lange forestilling.

Forestillingen er mest af alt charmerende. Hyggelig på den helt universelle måde, som ikke er forbeholdt en bestemt aldersgruppe eller et særligt samfundslag. Selvom fortællingen baserer sig på værdierne fra de gamle film, var der julelys i øjnene på de mindste teatergængere, der hverken så ud til at savne 3D-effekter eller den for dem velkendte præmis om, at det er julemanden, som kommer med gaverne. Særligt 2. akt var i børnehøjde - med masser af komik og fald-på-halen-humor.

Price-brødrenes madglæde taget i betragtning, synes det nærliggende at komme med en madmetafor. Der er ikke meget eksperimentel kogekunst over forestillingen, til gengæld er det rørt sammen efter god, gammel opskrift - med omhu, kærlighed og rigeligt smør. Stykket emmer af godt humør, og det er tydeligt, at det unge cast har en fest på scenen.

Tiden vil vise, om der er potentiale for en tilbagevendende juleklassiker på linje med Nøddeknækkeren. Der er i hvert fald tale om en hyggelig tidslomme af en juleforestilling for hele familien.

Far til Fire - til Julebal i Nisseland
Tivolis Koncertsal
Se spilleplan