|
|
(Foto: Miklos Szabo)
Operaens "Macbeth" har masser af blod, gysende gode korpassager og mareridtslignende tableauer. Dystert og bombastisk, men desværre kun glimtvis bevægende.
Macbeth er tredje og sidste opera i Det Kongelige Teaters række af Verdi-operaer baseret på Shakespeare-stykker. Alle sat i samme grundscenografi; en hypermobil krydsfinerkasse. Kassen holdes lukket og udekoreret i meget af første og anden akt; ikke direkte fremmende for indlevelsen. Meget bliver dog reddet ved Jon Clarkes lyssætning: koret af hekse forudsiger Macbeths skæbne badet i søsygegrønt, og i rødsorte nuancer giver Macbeth efter for sit skummende begær.
Aftenens Macbeth er barytonen Dario Solaris, der synger og gestikulerer korrekt, men kæmper med at få formidlet Macbeths følelser klart. Selv i hvad der burde være kraftfulde scener, som da han ved sin egen banket bliver ved med at se sin dræbte ven Banquos spøgelse (bassen Arutjun Kotchinian). Tenoren Michael Kristensen i birollen som Macduff er anderledes veloplagt. I en slidt østeuropæisk flygtningelejr, drevet på flugt af Macbeths blodige paranoia, leverer han en smukt klagende sørgesang over sin dræbte familie. Forestillingens mest bevægende arie leveres dog af Anne Margrethe Dahls Lady Macbeth, da hun i søvne bekender sine og Macbeths synder. Hun føjer en skrøbelighed til sin sopran, der står i skarp kontrast til hendes hidtidige manipulerende magtbegærlighed.
Stykkets egentlige stjerne er dog Det Kongelige Operakor. De synger med klang og sans for overvældende drama, selv om de alle er iklædt Birnhamskovens grene, Lady Macbeths spadseredragter eller tegneseriefigurmasker og kokkeknive. Især da de i flerstemmig velklang med solisterne sørger over kong Duncans død: Man tror på dem, når de med bragende styrke og afmagt synger "Helvede åbn din mund og slug hele jorden".
Iscenesættelsens greb med jakkesæt og splatter fungerer sådan set i de fleste scener og får effektivt skabt en dyster baggrund til den velspillede skiftevis muntre og ildevarslende, tordnende musik. Uhyggen rammes især godt, når en snigmorder klædt ud som Grisling, i et Disneyland mareridt, først giver Banquos søn candyfloss og derefter, som Dexter i tv-serien af samme navn, står klar med rigelig afdækningsplast og en alt for stor kniv.
Det er desværre kun i få øjeblikke, man får lov at mærke karaktererne og deres følelser. Og det er noget af det, opera skal kunne levere, specielt i Macbeth, der mere end splat og gys handler om skæbne, begær og skyldfølelse.
Macbeth
Operaen
Se spilleplan
Dirigent: Alexander Joel
Iscenesættelse: Benedict Andrews
Scenografi: Ashley Martin Davis
Lysdesign: Jon Clark
Sangere: Dario Solari (Macbeth), Anne Margrethe Dahl (Lady Macbeth), Banquo (Arutjun Kotchinian), Selskabsdame (Elisabeth Halling), Macduff (Michael Kristensen), Malcolm (Peter Steen Andersen), En læge (Florian Plock) m.fl.
