|
|
(Foto: Nordisk Film)
Filmatisering af en populær roman vil altid være en utaknemmelig opgave, og "The Hunger Games: Catching Fire" er ikke blot baseret på en populær roman, men er også anden del af en trilogi. Det er ikke let at være midten af en god historie.Midten handler om komplikationer, om usikkerhed, om at give hovedpersonerne flere udfordringer at håndtere, og om at stramme plottet for til sidst at "ende" uden nogen form for forløsning. For det er ikke meningen, at trådene skal samles endnu - vi er jo kun i midten af historien.
I det skræmmende, dystopiske samfund, Panem, tvinges landets 12 distrikter hvert år til at sende en teenagedreng og -pige i kamp til døden i nationens funklende hovedstad.
I første del af The Hunger Games forlod vi Katniss og Peeta, efter det lykkedes Katniss at vinde over spillet ved at overgå spillets skabere. Ikke blot overlevede hun selv, men hun reddede også sin distrikt-partner Peetas liv.
The Hunger Games: Catching Fire fortsætter historien godt tre måneder efter sejren, hvor de begge er tilbage i Distrikt 12. Hver især er de mærket af deres oplevelser. Samtidig er de blevet berømtheder, og de skal på en turne rundt i alle de 12 distrikter som led i deres fejring. De holder mindetaler om de tabende deltagere og skal samtidig fremstå som et glansbillede af de to unge elskende.
Katniss er af modstandsbevægelsen blevet udvalgt som et symbol på kampen mod systemet. Det er Præsidenten af de 12 distrikter, Snow, spillet af Donald Sutherland, ikke meget for. Da tiden for årets nye Hunger Games står for døren, og da det er spil nummer 75, træder nye specielle regler i kraft. Det betyder, at deltagerne udvælges fra de tidligere vindere i stedet for fra de 12 distrikter. Katniss og Peeta bliver (selvfølgelig) udtrukket igen og er tilbage i arenaen, fyldt med skræmmende oplevelser og svære beslutninger.
Filmen er visuelt imponerende. Scenografi, kostumer, CGI og kameraføring er blevet opgraderet, hvilket klart hænger sammen med et større budget, end den første film havde. Det er penge givet godt ud til at skabe den mystiske og dødlige digitale arena udtænkt af Gamemaster Plutarch Heavensbees, spillet af Philip Seymour Hoffman. I arenaen kæmper Katniss og Peeta både mod tåge, bavianer og de øvrige 22 udvalgte deltagere.
Jennifer Lawrence er god i rollen som Katniss Everdeen. Så god at hun overskygger sin mandlig medspiller Josh Hutcherson i alle deres scener. Det er, som om Hutchersons karakter Peeta Mellark forsvinder i baggrunden, men det er jo heller ikke hans historie. Det er Katniss, som er vores helt. Som alle andre helte har Katniss dog behov for sin sidekick, og det er derfor en skam, at Hutcherson aldrig rigtig får udfoldet sin Peeta.
Filmen er blevet mørkere i tonen end den første film. Handlingen er blevet en smule mere kompliceret. Men hvor den første film blev klandret for ikke at holde sig godt nok til romanen, må det siges, at Francis Lawrence har formået at få de godt 400 sider kogt ned til 2 1/2 time. Jo, vel at mærke er der skåret i handlingen, men på elegant vis formår han at holde sig til de vigtigste elementer fra romanen. Samtidig er det lykkedes manuskriptforfatterne Simon Beaufoy og Michael Arndt at få bokset så meget med den ellers Twillight-agtige "Edward-Bella-Jacob-trekant", hér blot en "Peeta-Katniss-Galen-trekant", at vi bliver præsenteret for et mere voksent følelsesdrama mellem de tre i stedet for en teenager-kærlighedsromance.
The Hunger Games: Catching Fire er et solidt "midterbarn". Den opfylder sin fornemste opgave at tilfredstille den allerede kæmpe fanskare, som Suzanne Collins roman-trilogi The Hunger Games har.
The Hunger Games - Catching Fire
Se spilletider
Se filminfo
