|
|
(Foto: Søren Meisner)
Det er historien om husmandskonen, horeungen og folkesangeren Ingeborg Sørine Munch, der levede fra 1906 til 1978, vi som publikum er vidne til i den intime blackbox-scene på Københavns Musikteater. Hun sang, fra hun lå i vuggen, sagde man.
Folkeviserne og balladerne lærte hun af den mor, der hadede hende, endnu inden hun var blevet født. Ingeborg gjorde sangene til sine egne, og efter mødet med musiketnolog Thorkild Knudsen og hans kone Anelise i 1959, opstod en arbejdsrelation og et livslangt venskab mellem dem. Ingeborgs stemme og sange er dokumenteret for eftertiden og befinder sig på Dansk Folkemindesamling.
Dette materiale har været inspiration for italienske Mauro Patricelli, der har givet Ingeborgs sange en ny baggrund med elementer fra jazz, avantgarde og minimalisme. Patricelli spiller selv klaver til forestillingen, og med sig har han et fantastisk live-ensemble med violin, bratsch, cello, harpe og slagtøj. Xenia Lach-Nielsen personificerer Ingeborg i balkjole og gummistøvler. I baggrunden kører video med optagelser af Ingeborgs sang, interview med Anelise Knudsen, der fortæller levende og humoristisk om Ingeborg. Samtidig kører billeder af Ingeborg og Thorkild Knudsen, og vi bliver vidne til flere tidsbilleder - både fra Ingeborgs fattige husmandssted til 1970-ernes afslappede hippiestil hos akademikeren Thorkild.
Xenia Lach-Nielsen tager favntag med de ramsaltede og meget direkte tekster, og det er oplagt, at det er vanskeligt materiale, hun har at gøre med, som hun står på scenen med både noder og tekst foran sig. Det gør dog ikke noget. Det højner den respekt, der er for både personen Ingeborg Munch og hendes tekster.
Der lægges et yderligere lag på historien med forestillingens eneste fiktive tekst, hvor Ingeborg/Xenia fabulerer over etikken omkring indsamling af sange og autenticiteten af samme. Er det i orden at dokumentere, og er det i orden at sætte indsamlede sange i en ganske anden kontekst.
Det må vel konkluderes, at komponisten Mauro Patricelli og iscenesætter Giacomo Ravicchio er kommet over eventuelle moralske skrupler, men vigtigt er det at smide argumentet på bordet, for forholdet mellem indsamler og informant er skrøbeligt og dobbelt.
Der vil uvægerligt blive leveret kvalitet for alle pengene, når et kunstnerisk hold består af 6 konservatorie- og universitetsuddannede musikere, en meget musikalsk sanger og skuespiller og en prisbelønnet videokunstner som iscenesætter, og når den kreative og akademiske verden går sammen.
Man må håbe, at Ingeborg kan glæde sig fra det hinsides over, at hendes kunst er blevet fortolket og udbredt i så elitært og lødigt regi.
Syng for fremtiden, Ingeborg!
Københavns Musikteater
Se spilleplan
Videokunst og iscenesættelse: Giacomo Ravicchio
Sanger og skuespiller: Xenia Lach-Nielsen
Live ensemble:
Klaver: Mauro Patricelli
Violin: Ida Lorenzen
Bratsch: Katrine Dalsgaard
Cello: Karin Dalsgaard
Harpe: Maria Boelskov Sørensen
Slagtøj: Matias Seibæk
