Flere nyheder

 
Musik
Krystalklar magi

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Krystalklar magi
Tor. 28. nov. 2013


(PR-foto)

Den 24. november blev en velkendt, behagelig søndagsaften-stemning fuldendt i en rus af klassisk-elektroniske fusionstoner. For fuldt hus gæstede islændingen Òlafur Arnalds DR's Koncerthus med en sublim intimoptræden i Studie 2. Den fintfølende musiker skulle vise sig at tryllebinde den forventningsfulde tilskuerflok.

Ældre og yngre, venindegrupper og kærestepar, hipstervenner og kørestolssiddende - alle blev budt varmt velkommen søndag aften i den islandske kunstners magiske hule. Før koncerten endeligt gik i gang, blev publikum varmet op af Lisa Alma og hendes band, som før har spillet som support for Òlafur Arnalds. Med masser af rumklang, ekko og elektroniske lyde dannede de unge musikere god grobund for den islandske kunstners musik senere på aftenen. Det hele blev dog en anelse langtrukkent, da det afventende publikum først fik Arnalds at høre efter en times tid. Egentlig ville det have klædt koncertoplevelsen bedst uden opvarmningen, som kom til at virke en smule ensformig og monoton.

Òlafur Arnalds' kompositionsrige år har bl.a. budt på udskejelser i genrer som heavy metal, klassisk og elektronisk musik. Den unge kunstner har omsider fundet sig selv i en fusion imellem klassisk og elektronisk musik, hvor flygel og strygere er i centrum. Senest er et ekstra element i lydbilledet blevet tilføjet, som kan høres på det tredje nyligt udsendte album For Now I Am Winter. Her bidrager Arnór Dan nemlig med sin smukke vokal, som kun tilføjer et ekstra touch til det islandske og magiske musikunivers, som her er bygget op.

Den drømmende musik fyldte selv salens mindste sprækker og kroge ud den søndag aften i Koncerthuset, hvor Òlafur Arnalds overtog scenen bag det sortpolerede flygel. Det tavse, nærmest målløse publikum sad som lænket til klapstolene, imens de ømtfølende og omhyggelige toner fra klaveret flød ud i en lind strøm. De optrædende formåede at fremhæve hver enkelt spillet tone og gøre den til noget unikt og specielt, selvom man samtidig sad med følelsen af at det hele flød ubesværet sammen i rislende vandmasser, hvor hver enkelt tone dannede ringene i vandet. De af-og-til-komne elektroniske lyde gav dog musikken en vis form for struktur og kant, som dannede rammen for lydbilledet. Oven i al denne velafbalancerethed, trådte dynamikken klart frem som en uundværlig volume-knap, der gav musikken dens bredder og fylde samt minimalistiske, detaljerede ømhed. Arnór Dan formåede afslutningsvis at brillere i toppræstation med sin overlegent rene og krystalklare vokal.

Et finurligt lille touch til den polerede lyd gav drengene på bedste afslutningsvis med deres egen hjemmelavede version af "Say My Name" fra Destiny's Child, som hos tilskuerne bragte begejstrede og anerkendende smil frem på læben.
En performance udført til perfektion.

Òlafur Arnalds
DR's Koncerthus, Studie 2
24. november 2013