|
|
(Foto: SF-Film)
Yaron Zilbermans "A Late Quartet" er et vaskeægte melodrama om fire musikere og deres støjende følelser, der helt kommer til at overdøve musikken. Filmen kan ses i danske biografer fra d. 19. december.
The Fugue er en mesterlig kvartet, hvor samspillet mellem fire arketyper gennem 25 år har fået det bedste frem i Beethovens Opus 131. Cellisten Peter (Christopher Walken) må dog se sit eget forfald i øjnende, da han får konstateret Parkinsons. Han beslutter sig for at stoppe på toppen og prøver at finde en afløser, så kvartetten overlever hans afgang. Men da han åbner op for gruppens konstruktion, myldrer det ud med sårede egoer og forsmåede følelser.
Andenviolinisten og driftsmennesket Robert (Philip Seymour Hoffman) føler sig holdt nede af Daniel (Mark Ivanir), der spiller førsteviolin, og som styrer gruppen med en kølig konservatisme, der ikke giver plads til leg og vildskab. Violinisten, hustruen og moderen Juliette, der er gift med Robert, prøver at holde sammen på gruppen, som er som en familie for hende. Ægteparrets datter Alexandra er en ung, smuk og lovende violinist, der bringes i spil som kandidat til The Fugue. Hun undervises desuden af førsteviolinist Daniel, og så er ringen sluttet.
A Late Quartet er egentlig en sympatisk film om en gruppe mindre sympatiske mennesker. Fortællingen om den gamle mand, der må give slip på sit livsværk og sin familie vel vidende, at hele molevitten muligvis kommer til at rådne op indefra, er en tragedie, der nok piller lidt ved en grundangst i os alle. Og her udstiller filmens fokus på balladen i gruppen, at de er på moralsk vildspor. Som intrigerne optrappes, bliver de fire virtuoser mere og mere optaget af deres personlige mål og forventninger, mens cellisten har svært ved at holde trit. Der er ikke tid til pause, og livet sætter ikke farten ned. Uretfærdigt eller ej, så formår A Late Quartet at vise det benhårde vilkår, alderdommen og svækkelsen er.
Filmen understreger den vigtige balance mellem teknik og følelse, der bør være i musikken. Det er selve grunden til, The Fugue er den ideelle kvartet, som det pointeres flere gange. Først indirekte og senere simpelthen ligeud gennem datteren Alexandras beskrivelse af gruppen. Men det samme må altså være tilfældet, når det kommer til kunsten at skrue en film sammen, og denne her bliver for mekanisk.
Alle elementerne i historien hænger næsten for godt sammen. Alle scener og alle replikker underbygger konsekvent de samme pointer, og intet for lov at stikke ud eller udfordre det indtryk, tilskueren danner sig af de fire personligheder og deres indbyrdes stridigheder fra første scene. Det er bestemt helstøbt og sikkert filmhåndværk, men det er samtidig så tydeligt og komponeret, at filmen kan komme til at kede sit publikum. Retningen lægges ved filmens anslag, og den viger ikke en tomme.
I små bidder dvæler fortællingen ved musikken, og særligt Daniels ubetingede fascination af instrumentet og den tekniske side af kunstformen er spændende. Gid nørderiet havde fået lov at fylde lidt mere og give et større indblik i kunstnerens værksted. I stedet gentages de følelsesmæssige klicheer, som bliver malet med så tykke strøg, at det i hvert fald bliver svært for denne anmelder at få lov at føle noget som helst for de fire karakterer. Og for musikken.
A Late Quartet
Se spilletider
Se filminfo
