Flere nyheder

 
Film
Samson & Delilah (dvd)

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Samson & Delilah (dvd)
Fre. 3. jan. 2014

"Samson and Delilah" var den mest indbringende film i 1950. Desværre er kasseindtjening og kunstnerisk værdi ingen korrelater, og på trods af nostalgisk Technicolor, spandevis af patos og pompøs mise-en-scene nærmer filmen sig på intet tidspunkt et bibelsk "amen".

"All right, Mr. DeMille, I'm ready for my close-up", er et af verdens kendteste filmcitater, leveret af Gloria Swanson i klassikeren Sunset Boulevard. Citatet har udødeliggjort instruktøren Cecil B. DeMille. Manden, som ikke er blevet filmisk varemærke for insisterende close-ups, men huskes for sine storslåede episke film. Han trådte ind på filmarenaen i 1914 med stumfilmen The Squaw Man, vandt en Oscar for bedste film med The Greatest Show on Earth i 1953 og skabte sig et navn for eftertiden med den ultimative film om Moses, The Ten Commandments, i 1956.

Når det kommer til epik på film, hedder det stor, større, DeMille. Samson og Delilah fra 1949 er et typisk DeMille'sk overflodsgilde. Filmen tager udgangspunkt i den berømte beretning fra Det Gamle Testamente om Delilahs udspekulerede forførelse af Samson. Samson ejer en korporlig kraft så kolossal, at samtiden både misunder og frygter den. Han besidder dog også et udsvævende sind og en bemærkelsesværdig svaghed for smukke kvinder, som landsmændene bebrejder ham. Hans overnaturlige råstyrke er israelitternes redningsplanke, mens besættelsesmagten, filistrene, både gruer og mistror den.

Samson (Victor Mature) skal giftes med den skønne filisterkvinde, Semadar, men et mislykket væddemål på selve bryllupsdagen ødelægger festlighederne. Semadars manipulerende lillesøster, Delilah (Hedy Lamarr), er ulykkeligt forelsket i Samson, og efter flere års frugtesløse forførelsesforsøg lykkes det hende endelig at fange ham i sit farlige net - "Du ser altid gennem folk, som var de spindelvæv", bemærker Samson over for den beregnende Delilah. Med et fast greb om Samsons menneskelige hjerte går hun i ledtog med filistrene for at gennemskue hemmeligheden bag hans overmenneskelige styrke. Det er ikke hælen, men håret, som er Samsons svage punkt, og snart bliver saksen taget i brug, så Samson kan lære, hvad det egentlig vil sige at være et menneske.

Når en af Biblens mest famøse fortællinger skal omsættes til film, kræver det både en vis narrativ og teknisk ekstravagance. Cecil B. DeMille holder sig da heller ikke tilbage. Både kulisserne og karaktererne er så melodramatiske, at det næsten aftvinger kvalmede fornemmelser. Egentlig er kulissen kun over the top set med datidens øjne. Med moderne filmbriller på fremstår setup'et faktisk både dilettantisk og kunstigt med åbenlyst konstruerede landskaber, iscenesatte panoramabilleder og syntetiske rekvisitter.

Allerdårligst står det dog til med plottet, som på intet tidspunkt for alvor tager fat. Samson bliver portrætteret relativt ensidigt som det forblændede mandfolk, der spilder sin guddommelige gave. Hans politiske og symbolske betydning får meget lidt spillerum. I stedet er fokus lagt på Samsons forhold til kvinderne i hans liv, som giver filmen et noget sentimentalt præg. Victor Mature tilfører aldrig sin Samson den nødvendige karisma og karakterstyrke, så man rigtigt kan føle og holde med den pinte (anti)helt. Så er Hedy Lamarrs billedskønne Delilah et langt mere æggende bekendtskab. Med sine ekspressive øjne og dobbelttydige natur er hun filmens faktiske epicenter. Hendes person indeholder alt det drama, en film af disse bibelske dimensioner burde kunne prale af. En fryd for øjet og en sand gåde for forstanden. Men hvad hjælper det, når resten af historien er så altmodisch?

Samson & Delilah
Ude på dvd fra Paramount Pictures