Flere nyheder

 
Klassisk musik
Svanesymfoni så englene synger

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Svanesymfoni så englene synger
Tor. 16. jan. 2014


(Foto: N. Razina)

Mariinskij Balletten fra Skt. Petersborg gæster København, og historiens svanevingesus fejer ind over os, så man ikke kan andet end at overgive sig og nyde synet og musikken.

Disciplin, virtuositet og ikke mindst poesi dominerer aftenens storslåede opførelse af Svanesøen - limousinen af alle klassiske balletter.

I første akts landlige romantik med slottet i baggrunden tronende på en klippevæg, leder prins Siegfried forgæves rundt efter en passende viv, så han kan leve op til sin krævende dronningemoder. Tåspidser hopper let og yndigt på violintakten, alt imens der er kraftfulde spring med højde og pondus fra herrerne. Ikke mindst narren (Vasily Tkachenko) imponerer med kæk attitude og struttende fysisk overskud.

Den dystre og fortryllende skovsø ændrer stemningen. Lidt kitschet glider udstoppede svaner sågar forbi på det uvirkelige vandspejl, men det er selvfølgelig den aldeles bedårende hvide svane-ballerina Odette (Anastasia Matvienko), der får Siegfried til at sænke sin armbrøst og tabe sit hjerte. Og det gør vi andre også, som vi følger hendes smidige, lange svanelemmer, der eminent indfanger hendes poetiske mørke eventyrskæbne; hun er en forhekset prinsesse, og fortryllelsen kan kun ophæves ved ægte kærlighed.

Denne svaneprinsesse kan ikke knække, bare bøje i det uendelige; blød og melankolsk eftergivende, flankeret af en stenstøtterække af svaner, der så pludselig alle rykker et trin, bevæger en arm, laver en drejning. Disse storslåede ensembler med millimeterpræcision fylder scenen igen og igen. Her er ingen stækkede vinger. Det hele så florlet - de kan alle flyve væk, hvis de vil. Og det er dette drømmesyn af svanenymfer, vi alle er kommet for at se i denne ballet, der er i en klasse for sig.

At Odettes mørke modstykke Odile og ikke mindst troldmanden Von Rothbart (Konstantin Zverev) er onde og smukke så det gnistrer, gør kun eventyrballetten endnu mere uimodståelig. Hvor han dog flakser flot i sin dødsrallen, denne dramatiske, uhyggelige skikkelse, da det gode til slut sejrer over det onde i en tillempet happy ending, som strengt taget ikke er nødvendig. Fortvivlelsen hos Odette, i de glimt vi får af hende, mens prins Siegfried charmeres af den indtagende, knejsende og knivskarpe Odile, er så gribende, at tragedien lige så vel - og med større effekt - kunne fuldbyrdes, som det oprindelig var tænkt.

Tjajkovskijs iørefaldende temaer blev på premiereaftenen dirigeret af Alexey Repnikov, der fik såvel de blødeste, mest længselsfulde harpestrenge og de temperamentsfulde buldrende pauker til at smyge sig om hvert trin på scenen. Det var ren fryd.

Svanesøen har med andre ord det hele - også musikalsk! Og her får vi den med et balletkorps, der tager opførelsen til nye højder. Det er klassisk og traditionelt så det batter. Og det er aldeles betagende. Bravo!

Svanesøen
Det Kongelige Teater, Gl. scene

Mariinskij Balletten
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Dirigent: Alexey Repnikov
Koreografi: Marius Petipa & Lev Ivanov
Iscenesættelse: Konstantin Sergeyev
Scenografi: Simon Virsaladze
Kostumer: Galina Solovyova