En biografisk storfilm om så betydningsfuld en personlighed som Nelson Mandela MÅ ikke være dårlig, og måske derfor holder Justin Chadwick sig stramt til det helt sikre og præsterer en tåreperser, få vil gå uberørte fra.
Der er ikke tale om ny og fornyende filmkunst. Så tværtimod. Med en følelsesladet rammefortælling, et nostalgisk tilbageblik til opvæksten på landet (med smukke, sanselige billeder af Afrikas stolte folk og fantastiske natur) krydret med en effektfuld tilbagevendende drøm, får vi en dramatiseret fortælling om Mandela fra ungdomsårene som sort advokat i et racistisk Sydafrika, henover frihedskæmperdagene, der ender med fængsling i en menneskealder, frem til løsladelsen, landsfaderrollen og præsidentembedet.
Det er således mildest talt en temmelig forudsigelig biografisk fortælling, men ikke desto mindre fungerer filmen langt bedre end bogen af samme navn, der skæmmes af en ulidelig retrospektiv bagklogskab, hvor især beskrivelsen af Mandela som barn bliver helt utroværdig.
Den fælde har filmen behændigt undgået, og Idris Elba (som det tog undertegnede længe at genkende som narkogangsteren Stringer Bell i tv-serien The Wire) er først og fremmest bragende som den unge, boksende og flirtende Mandela med livsappetit og retfærdighedssans, ligesom han særdeles værdigt udfylder rollen som den aldrende, livskloge Mandela med velovervejet diktion og fremtoning. Sikke en rolle at brillere så stærkt i.
Dertil er historien selvsagt stærk kost, og den gør indtryk. Ikke kun undertrykkelsen af de sorte, der er så massiv, at man kan mærke uretfærdighedens harme helt ind under huden, men også den menneskelige tragedie, som Mandela gennemlever, mens han kæmper for en bedre verden. Hans politiske engagement har store personlige ofre ikke bare for ham selv, men også for familien og for folk omkring ham, og det er formidlet så rørende, at det ganske enkelt er lige til at tude over.
Stemningsbombarderet går stærke oneliners, der i sin essens ikke er andet end banal gajolpakkevisdom, derfor lige i hjertet: 'So you do this because of their skincolour?' lyder det eksempelvis - som en anden Mufasa fra Løvernes Konge til lille Simba - da Mandela irettesætter en tre-årig nevø, der gør nar ad de hvide vagter i filmens sene del: 'That's what they do to us. We must do better!'
Mandela fremstilles på den måde så storsindet, at det er svært helt at rumme, at der er tale om en virkelig person. 'We can win an election - we can not win a war!' slår han fast med myndig pause mellem hvert ord, og strategien med at vende den anden kind til og insistere på tilgivelse og fred, giver ham næsten Jesus-lignende dimensioner. Det står i skarp kontrast til Winnie Mandelas noget mere menneskelige, militante og hævngerrige reaktion samt nationens enorme vrede, og hans format bliver - især pga. det historiske aspekt men også i kraft af Idris Elbas skuespilpræstation - intet mindre end gåsehuds-respektindgydende.
At Mandela er større end filmen om ham, skal der ikke herske tvivl om, men hos denne anmelder var der samtidig ikke et øje tørt. Der er tale om gedigent filmhåndværk, som, uden på nogen måde at revolutionere portrætgenren, effektivt får formidlet livshistorien omkring en af verdens mægtiste mænd - og det er slet ikke så lidt.
Mandela - vejen til frihed
Se spilletider
Se filminfo
