Flere nyheder

 
Klassisk musik
Operakoncert med morgendagens talenter

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Operakoncert med morgendagens talenter
Tir. 28. jan. 2014


(Foto: Jens Lindhe)

Operaakademiets årlige operakoncert på Det Kongelige Teater byder på et bredt repertoire af arier, med fine præstationer fra Lea Quortrup, Aleksander Nohr og Lise Davidsen.

Operaakademiets andet- og tredjeårs-studerende præsenteres i koncerten, i en række partier og arier fra forskellige operaer. For mange er det første gang, de står på scenen og synger opera, ligesom det er første gang for mange af musikkonservatoriets studerende, at de spiller i et symfoniorkester.

Operaakademiets forstander Anne Margrethe Dahl er konferencier og præsenterer hver enkelt studerende og de forskellige operaer og sætter derved det hele i kontekst. Der er plukket udfordrende passager fra en række operaer, hvorfor de studerende hen over aftenen folder deres stemmer ud på både italiensk, fransk, tysk, russisk og dansk.

Koncerten åbner solidt med ouverturen til Mozarts Figaros bryllup, som orkesteret, anført af Christian Badea, formår at tillægge den rette blanding af munterhed og alvor. Koncerten igennem er orkesteret charmerende nervøst og spiller med vellyd, selv i de mere krævende passager. Enkelte små timing-kiks overskygger ikke, at de har godt fat i tempoet og musikken, som i deres skarpe "Prelude - Aragonaise" fra Carmen.

Baryton Leif Jone Ølberg lægger ud med god kraft som den frustrerede hanrej Figaro. Han kæmper med et par hurtige temposkift, men får leveret en solid præstation, ikke mindst senere som en hoven Eugen Onegin i en duelscene fra Tjajkovskijs opera af samme navn.

Felicia Serrao tilføjer sin Askepot en fin skrøbelighed i uddragene fra Rossinis Cenerentola. Hendes mezzosopran er dog netop så spinkel, at den desværre let forsvinder under orkesterets blæsere og de medstuderendes sang.

Mere bastant er Lea Quortrups sopran. Som en af Askepots giftelystne stedsøstre behersker hun ganske solidt både sang og komik. Det øger forventningerne til hendes Zerlina i Operaens kommende opsætning af Don Juan.

Prinsen, der selvfølgelig er prinsens tjener forklædt som prins, spilles eksemplarisk af Aleksander Nohr. Han spankulerer selvtilfreds rundt og puster sig op med en sådan overbevisning, at man ikke kan lade være med at grine. Samtidig er man ganske overbevist om, at her er tjeneren, der nyder at rollerne, bare et øjeblik, er byttet om. Det er gjort med overskud og et glimt i øjet, og han får med sin baryton ubesværet gjort Askepots søstre ganske forfjamskede.

Det mest opsigtsvækkende indslag er dog Lise Davidsens stemme. I uddraget fra Mozarts Idomeneo dominerer hun den firstemmige sang, og som den eneste blæser hendes sopran ubesværet ud over orkestergraven. Alene på scenen, i uddraget fra Ariadne på Naxos, demonstrer hun både sin stemmes bredde, og volumen og power i særklasse.

Koncerten afsluttes med to ekstranumre og rungende applaus, pift og stampen. Operaakademiets koncert giver et spændende bud på kommende talenter på den danske operascene og har samtidig så meget introduktion og musisk bredde, at den fungerer fint som en smagsprøve på, hvad genren indeholder.

Operakoncert med Operaakademiet
Det Kongelige Teater, Gl. Scene, 24. januar

Medvirkende:
Præsentation: Anne Margrethe Dahl
Dirigent: Christian Badea
Musik: Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester Sangere: Leif Jone Ølberg, Lea Quortrup, Lise Davidsen, Petter Wulfsberg Moen, Jens Christian Tvilum, Marcus Birgersson, Albin Ahl, Per Eriksson, Felicia Serrao og Aleksander Nohr m.fl