|
|
(Per Morten Abrahamsen)
Operaens "Den Flyvende Hollænder" byder på fremragende sang og kor og en fortolkning af historien, der tilføjer overraskende nye aspekter, men desværre også reducerer væsentlige temaer.
Den Flyvende Hollænder er en af Richard Wagners tidlige operaer, men den har alle de centrale elementer, der går igen i mange af hans værker: ledemotiver (små melodier tilhørende vigtige elementer i historien), gysende gode korpassager og en ufuldkommen mandlig hovedperson (Hollænderen), der kun kan reddes af en kvindes betingelsesløse kærlighed.
Operaens iscenesættelse af Den Flyvende Hollænder har Senta som hovedperson; kvinden, der skænker Hollænderen sin evige kærlighed og derfor løser ham fra at sejle verden rundt til evig tid. I denne udgave er hun et svigtet barn og et utilpasset og mobbet voksent menneske, der mere og mere lever i en fantasiverden, dygtigt kropsliggjort og sunget af Ann Petersen. Hollænderen, karismatisk gestaltet af Johan Reuter med hans gribende og klare baryton, er altså et produkt af hendes fantasi. Hun lever sig ind i hans myte som en flugt fra sin i stigende grad fjendtlige og vulgære virkelighed, - komplet med twerkende papegøjeudklædte sømænd og forsøgt voldtægt med oppustelig palme.
Virkelighedsflugten starter fra første scene, hvor Senta som barn, spillet af Sophie-Amalie Holm Hoffmann, fra sin seng drømmer sig til mødet mellem Hollænderen og hendes fraværende far; en overbevisende gerrig Clive Baylet. Her agerer snedig grafik både børneværelse og bølger og Hollænderens sortmastede skib, og vi får fint illustreret, hvordan hendes fantasiverden flyder over og bliver del af virkeligheden.
Fortolkningen giver interessante nye lag og nuanceringer til Senta og er nærmest en selvstændig historie. Desværre negligeres andre temaer i historien. Således bliver det uudgrundelige skæbnesvangre kærlighedsbånd mellem Senta og Hollænderen reduceret til, at han er den imaginære kæreste/faderfigur, hun drømmer sig væk til. På samme vis virker Hollænderens smertefulde søgen efter evig hvile ikke nær så stærkt, når han blot skal opfattes som en figur, hendes fantasi fremmaner.
Stærkest virker historien, når Sentas fantasiverden kolliderer med den rigtige, som når Hollænderens imaginære spøgelsesbesætning forfærder virkelighedens rå sømænd, der overfalder hende. Eller når den historie, som musikken og sangen fortæller, overtrumfer historien med de gustne mennesker omkring Senta, så man via musikken forstår, hvorfor hun flygter ind i sin romantiske drøm.
Er man en garvet Wagner-kender kan denne opsætning uden tvivl være en forfriskende anderledes fortolkning af Hollænderen, men for alle andre synes de brusende følelser og den klare smertefulde fortælling i Den Flyvende Hollænder, at være pakket lidt for godt væk i historien om Senta.
Den Flyvende Hollænder
Operaen
Se spilleplan
Medvirkende:
Dirigent: Michael Boder
Iscenesættelse: Jonathan Kent
Scenografi og Kostumer: Paul Brown
Sangere: Johan Reuter (Hollænderen), Ann Petersen (Senta), Clive Baylet (Daland), Niels Jørgen Riis (Erik), Ulla Kudsk Jensen (Mary), Gert Henning-Jensen (Styrmanden), Sophie-Amalie Holm Hoffmann (Senta som barn) og Det Kongelige Operakor
