|
|
Yasmina Khadra er en af hjemlandet Algeriets mest populære og oversatte forfattere. "Sort måne", hans femte titel på dansk, er dog ikke nogen god bog. Den handler om store følelser og vanskelige kulturbarrierer, men sprogblomsterne sættes med så mange vækstfremmende midler, at det halve havde været mere end rigeligt.
Romanen handler kort fortalt om den tyske læge, Kurt Krausmann, der efter sin kones tragiske død mister fodfæstet i tilværelsen. Redningen kommer, da hans gode ven inviterer ham med på en sejltur til Comorerne. Turen forløber fint, lige indtil de bliver kapret af somaliske pirater i Aden-bugten. Her begynder den centrale fortælling i bogen. Fangenskabet, hvor de bliver flyttet rundt fra sted til sted af psykopatiske, men også menneskelige pirater. For den tyske læge bliver det et møde med en helt anden verden end den trygge europæiske, som han kender hjemme fra Frankfurt.
Temaerne er egentlig vedkommende nok. På det personlige plan er det hovedpersonens sindstilstand, der bølger mellem håb og håbløshed. På det større plan er det det svære kulturmøde mellem europæisk middelklasse og fattige, statsløse afrikanere. Hvad er det så, der gør Sort måne til en dårlig bog? Er det de anstrengt litterære personificeringer? Er det de somaliske piraters dybt usandsynlige monologer? De påtrængende klodsede sprogbilleder? Eller er det mon den svulstige insisteren på personernes følelser? Det er svært helt at afgøre, men jeg skal prøve at give nogle eksempler.
Personificeringerne først: "Det er natten, som vender tilbage for at lette dagen for dens luftspejlinger og give mørket dets blufærdige intethed tilbage". Det ville næsten være rarere, hvis der havde stået noget i retning af: i situationer, hvor alt håb om medmenneskelighed synes at være ude, kan natten bringe en tomhed, der er godgørende, fordi den føles mere realistisk. For det bliver alt for meget og alt for klichépræget, når Yasmina Khadra evindeligt lader nat og dag have dialoger med hinanden. Når sol, måne og stjerner konstant udstyres med følelser, drifter og motiver, og landskabet og naturen gøres til psykologiske spejle for personerne.
Piraternes monologer: Hvor ofte siger somaliske pirater: "Forbrydelse er en sindstilstand. Anger er et spørgsmål om samvittighed. Og jeg ejer ingen af delene"? Eller: "Jeg har ikke valgt volden. Det var volden som rekrutterede mig"? Hvor ofte bliver deres gidsler forkælet med formfuldendte og filosofiske refleksioner over "elendighedens topografi", som det hedder et sted? Noget passer ikke sammen. Der er intet i romanen, der antyder, at den skulle ønske noget andet end at være et overbevisende og troværdigt virkelighedsbillede. Derfor kan det være svært at acceptere, at forfatteren i så bastant grad lægger personerne ordene i munden.
De stilistiske eksempler taler for sig selv. De udgør nærmest en kluntethedens anatomi: "Ørkenens belejring er uflyttelig"; "men sulten maskerer de ernæringsmæssige rædsler på samme måde som krydderier maskerer kedelige retter"; "En verden hvor ubarmhjertige guder ikke har mere hud på fingrene fordi de hele tiden vasker hænder". Eller da hovedpersonen resignerer efter at have overvejet at tænde lyset i stuen: "Hvad kunne en lysekrone eller en lampe stille op mod det mørke, der gjorde mig blind?" Khadras stil er en blanding af klichéer, enormt svulstige billeder og lidt for smarte sammenligninger. Heldigvis rammer han ind i mellem også rigtigt og får anbragt en træffende beskrivelse. Det er selvfølgelig godt, men man sidder lidt med en fornemmelse af, at der bliver skudt med spredehagl.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Yasmina Khadra: Sort måne
Gyldendal, 304 sider
ISBN: 978-87-02-128321
