Flere nyheder

 
Teater
Young Frankenstein

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Young Frankenstein
Man. 17. feb. 2014


(Foto: Fredericia Teater)

Musicalen "Young Frankenstein" havde Skandinavienspremiere for fulde huse på Fredericia Teater torsdag d. 13. februar. En musical i den ikke helt stuerene genre - det er i hvert fald ikke en familiemusical, men en god blanding af en lummer Linie 3 møder Broadway og Ørkenens Sønner.

Dr. Frederick Frankenstein er dekan på Det Anatomiske Fakultet på John Hopkins Hospital i New York. Da hans gale bedstefar dør i Transsylvanienborg, må han tage den lange vej fra New York til Rumænien for at ordne arven, men han fanges ind af drømmen om at skabe liv. Godt hjulpet på vej af sin tjener Igor, den kønne sexede assistent Inga og husholdersken Frau Blücher (i skikkelse af Vivienne McKee kendt fra Crazy Christmas Cabaret) bliver han monsterarkitekt. Men som historien viser, så går det aldrig som forventet, og igen jager landsbyboerne et "farligt" løssluppent monster.

Mel Brooks har skrevet tekst og musik, som i den oprindelige kultfilm fra 1974. Koreografien og musikken er underholdende, vellykket og sjov. Det er her, forestillingens mest underholdende indslag er at finde. Det frække og underlødige bliver lidt for plat og kunstigt i dialogerne på scenen, mens sangene lettere kan slippe af sted med dobbelttydighederne som i numrene "Høet er skønt" og "Helt ind".

Skuespillerne spiller alle forrygende og med stor entusiasme. Men særligt Patrick Terndrup som Igor fanger al opmærksomhed, når han er på scenen. Hans evne for det sprudlende, komiske og akrobatiske kombineret med en dragende ansigtsmimik tager kegler. Ligeså må fremhæves Elizabeth, Dr. Frankensteins snerpede amerikanske forlovede (spillet af Camille-Cathrine Rommedahl) , der er som trådt ud af en klassisk Broadway-musical - super stemme og god kontakt til publikum!

Kulisserne og lyssætningen virker rigtig godt, og sceneskiftene udføres elegant og med humor. Men når alt dette er sagt, så mangler historien et ordentligt flow, der kun delvis reddes hjem af gode skuespillere, entusiastiske dansere og sangere og tåkrummende frivoliteter. Flere steder halter dialogen, og der opstår kunstige pauser og forcerede vittigheder. Første akt giver således kun knapt 4 stjerner, mens anden akt lige redder forestillingen hjem på 5 små stjerner fra denne anmelder. Det er forestillingen til en god aften i byen med vennerne inden eller efter et par gode øl.

Young Frankenstein
Fredericia Teater
Se spilleplan

Medvirkende: Pelle Emil, Hebsgaard, Johannes Nymark, Kristine Yde Eriksen, Patrick Terndrup, m.fl.
Tekst & musik: Mel Brooks
Manuskript: Mel Brooks & Meehan
Instruktion & koreografi: Lynne Kurdziel Formato
Kapelmester: Martin Konge