|
|
Salen var fyldt til bristepunktet, gennemsnitsalderen var svimlende høj, kun trukket ned af de medbragte børnebørn, og den britiske kvartet på scenen med noget nær 40 år på bagen leverede et til tider medrivende show. Men sidste salgsdato nærmer sig med hastige skridt.
Det episke mesterværk The Planets af den britiske komponist, Gustav Holst, introducerede de garvede veteraner i Deep Purple til et forventningsfuldt publikum, men det var lige før, den dramatiske intro havde mere tænder og kant end den pseudosmokingklædte Ian Gillan & Co.
Det er spild af spalteplads at forsøge at redegøre for bandets årelange meritter og alle de fantastiske rock-riffs, de har leveret gennem karrieren. Tænk blot på udødelige klassikere som "Smoke on the Water", "Child in Time", "My Woman From Tokyo" og "Spacetrucking".
Det er nok mange år siden, Gillan har prøvet kræfter med "Child in Time", og af nævnte fik vi da også kun første og sidste til en koncert med en klar overvægt af nyere numre. Om det er godt eller skidt må være en smagssag, men det virkede en smule besynderligt, at man i den grad havde fravalgt de sikre hits, når nu publikum med stor sandsynlighed har været fan af bandet, siden numrene blev skrevet i sin tid. Ikke desto mindre leverede to af de oprindelige medlemmer, Roger Glover på bas og Ian Paice på trommer, et solidt stykke rock-værk, der osede af, at de kender numrene som bagsiden af deres hænder. Det var rutine og spilleglæde i en gemytlig cocktail, men stor rock'n'roll blev det aldrig.
Den eneste med lidt bid i kanten var bandets "rookie", Steve Morse, som kun har været med i tyve år. En gudsbenådet guitarist med masser af feeling og en sympatisk attitude, der blender godt ind i resten af bandet. Den nytilkomne Don Airey på tangenter, som skal fylde de gigantiske fodspor efter afdøde Jon Lord, er en klassisk mester på det lige så klassiske Hammond-orgel, og der var ikke en finger at sætte på hans performance, selvom jeg aldrig bliver tilhænger af orgelsoloer.
Alt i alt solide kunstnere på deres respektive instrumenter, men kæden er som bekendt ikke stærkere end det svageste led. Og Ian Gillan har simpelthen ikke stemmen til at løfte de episke rocksange, nye som ældre. Og det er måske også for meget at forlange, at en mand på 68 skal levere fordums styrke og saft, mens alle vi andre står med gigtplagede knokler og luner os med en kold fadbamse i mængden.
Det samlede indtryk efterlod desværre en smag af noget, der var udløbet. Ikke fordi det ikke er nærværende, og kærlighed fra salen var der masser af, men på et tidspunkt bliver bandet nødt til at spørge sig selv: "Now What?"
Et spørgsmål som de som bekendt har stillet, og svaret fik vi måske løftet en flig af denne aften, for tiden er ved at rinde ud for et af rockmusikkens allerstørste ikoner.
Deep Purple
gav koncert i Falconersalen 11. februar 2014
