|
|
(Foto: SF Film)
Steve McQueens "12 Years a Slave" er en utroligt stærk og rørende film baseret på en virkelig hændelse. Filmens manuskript er flot struktureret på baggrund af Solomons Northups erindringer om hans 12 år som slave i det 19. århundredes amerikanske sydstater.
Solomons Northup (Chiwetel Ejiofor) er en fri (sort) mand. Han er uddannet tømrer, og han spiller bratsch. Han er familiefar og bor i New York sammen med sin hustru og deres to børn. I 1841 bliver han kidnappet og solgt til slaveri i sydstaterne. Dette viser sig at være et chokerende almindeligt fænomen på trods af, at de fleste af USA's nordstater har forbudt slavehandlen. Northup bliver ved med at pointere, at han er en fri mand, og at hans dokumenter forefindes i hans hjem i New York, men ingen vil høre på ham. I stedet omdøber slavehandlerne ham til "Platt". På voldelig vis bliver han frataget sin fortid, sin identitet og sin menneskelighed.
Først sælges Northup til plantageejeren Ford (Benedict Cumberbatch). Ford er en sympatisk mand, men kun relativt for han ejer jo slaver! Northup bliver efter et oprør i Fords ejendom solgt videre til Epps (Michael Fassbender). Epps er kendt som den onde slaveopdrager, og med sin pisk får han alle sine "ejendele" til at makke ret. Især Epps' kærlighed til slavepigen Patsey (Lupita Nyong'o) skubber ham ud i en ukontrollabel grusomhed over for hende og alle de andre i ejendommen.
Chiwetel Ejiofor er intet mindre end storslået, og hans skuespil viser stærk kontrol over karakteren. Navnlig i forhold til at vise, hvordan nøglen til Northups overlevelse var hans evne til at undertrykke sit raseri og fingere analfabetisme og underkastelse. For tilskueren er det tydeligt, at sympatien i sidste ende ligger hos Northup, men samtidig er det bemærkelsesværdigt, hvordan det lykkes for McQueen at forblive exceptionelt upartisk og kontrolleret i behandlingen af en historie, der i bund og grund gennemsyres af vrede og bitterhed.
12 Years a Slave brillerer i alle henseender: præmissen er rørende og chokerende, John Ridleys manuskript er virkningsfuldt, skuespillet er suverænt, og billeder og lyd skaber en sublim McQueen-oplevelse, hvor underdrivelse og lange takes (eksempelvis af skovlhjulet på en hjuldamper) bekræfter princippet om at less is more. Især scenen, hvor Northup hænger med en løkke om halsen fra et træ, intensiveres af de lange takes. Man sidder ængsteligt og betragter, hvordan Northups tåspidser forsøger at holde ham stående på jorden - i sikkerhed fra kvælning - mens livet på plantagen fortsætter i baggrunden. Dette, sammen med straffepiskningen og nøgenbillederne af slaverne, der vasker sig sammen, og ikke mindst ideen om den uvished hans familie må leve under, får en til at krumme tæer over grusomheden, mens de betagende skønne og samtidig gruopvækkende landskabsbilleder florerer i baggrunden. Til alt dette lægges Hans Zimmers musik, som intensiverer den i forvejen dramatiske film.
McQueens slavefilm er anderledes end alt andet, der ellers er lavet om det tragiske emne. 12 Years a Slave er en Hollywoodfilm, der besidder et passende strejf af art, som gør at vi genkender Shame-instruktøren. Den er intens, overdådig på en nedtonet måde og mest af alt menneskelig. Filmen har allerede vundet Golden Globe og BAFTA mfl. præmier i år og d. 2 marts får vi helt sikkert at se, hvordan den henter mange Oscars hjem.
12 Years a Slave
Se spilletider
Se filminfo
