Flere nyheder

 
Musik
Black Book Lodge + support: Machine

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Black Book Lodge + support: Machine
Tor. 20. feb. 2014

Den københavnske trio, Black Book Lodge, holdt torsdag den 13. februar releasefest på Beta med support af bandet Machine. Dette forløb med to koncerter i hver deres ende af stonerrocken.

Machine tog hul på denne aften med et stensolidt og potent set, hovedsageligt med materiale fra debuten Behind The Trees. Machine har med deres industrielle stonerlyd et særdeles godt tag i deres kompositioner og er anført en enormt veloplagt energibombe i skikkelse af Ulf Hove på trommer, samt en møgkarismatisk frontmand i form af Kristoffer Buch. Musikken, energien og kvaliteten stemte godt overens, og Machine fik sparket arrangementet godt i gang.

Herefter gik hovednavnet på. Albumdebuterende Black Book Lodge havde gode forudsætninger for at levere en stærk koncertoplevelse med deres skarpe debutalbum, Tûndra, i ryggen.

Black Book Lodge repræsenterer en helt anden gren af stoner end Machine, og hvor Machine er udadvendte og lige på og hårdt, er Black Book Lodge langt mere introverte både i deres stilistiske udtryk såvel som i deres performance.

De lagde godt fra land med deres voluminøse drømmende stoner, og man fik fra første færd ikke en fornemmelse af, at gruppens trio-format hæmmede deres udtryk. Men dette aspekt kom desværre til at gøre sig gældende i løbet af koncerten. Forsanger og guitarist Ronny Jønsson leverede en yderst kompetent indsats på guitaren og startede også stærkt vokalmæssigt, men desværre sneg der sig en tudse ned i den musikalske alt-muligt-mands hals i løbet af koncerten, og hans vokale præstation faldt herefter i niveau. Yderligere begyndte live-arrangementet at falme en kende, eftersom man havde valgt at droppe stort set alt kor, og derudover blev musikken langt mere nøgen end hvad Black Book Lodge giver udtryk for på plade. Dette er selvfølgeligt, når de mange guitarlag nu skulle fyldes ud af blot en enkelt, og forskellen var derfor meget markant. Derfor blev live-udtrykket mindre svulstigt, mindre potent, men til gengæld væsentligt mere sårbart. Selve samspillet kan man dog ikke sætte en finger på, og nytilkomne August Vinther Ottsen virkede allerede tryg og solid i denne konstellation. Groovet lå tungt, og de svævende og dystre guitar- og baskaskader lå imponerende stramt.

På trods af hovednavnets reducerede live-udtryk var begge bands enormt vellydende i Betas beskedne rammer. Black Book Lodges releasefest markerede sig med en opvisning i to meget forskellige udtryk inden for samme genre, og på trods af at koncerten var vellykket, gik undertegnede derfra med en fornemmelse af, at hovednavnet havde potentiale til meget mere. Med det sagt er barren sat meget højt, og potentialet for netop Black Book Lodge er enormt! Gruppen har fantastiske kompositioner, og i det rette format ville de kunne hypnotisere selv den mest modvillige koncertgænger med deres forførende kompositioner. Alt i alt en udstilling af, hvor stærk en gruppe Black Book Lodge kan være, men også en udstilling af, hvad der mangler på nuværende tidspunkt.

Black Book Lodge og Machine
koncert på Beta 13. februar 2014