|
|
(Foto: Miracle Film)
Lance Edmands, der ellers er kendt for sit arbejde i filmen "Broken Flowers" og afsnit i "The Wire"-serien, har lavet sin første spillefilm "Bluebird" om en tragedie, der finder sted i Maines barske vinterlandskab.
En kold januar eftermiddag i Maine gennemtjekker buschaufføren Lesley (Amy Morton) sin skolebus. Da en vildfaren trækfugl pludseligt sidder inde i bussen, distraheres hun og når ikke at bemærke, at drengen Owen er faldet i søvn bagerst i bussen. Samme nat lover meteorologerne helt ned til ti minus grader. Lesley tager hjem og fortsætter rutinen uvidende om sin fejl. Et andet sted i landsbyen har Owens mor Marla (Louisa Krause) dulmet sin sorg med alkohol og piller, hvorefter hun er faldet i søvn i sit badekar. Morgenen efter giver hendes mor, Crystal (Margo Martindale), hende den dårlige nyhed. Owen ligger i koma grundet underafkøling.
Crystal bebrejder datteren, fordi hun ikke hentede ham (Owen bor normalt hos mormor Crystal, men Marla passer ham hver anden tirsdag). Marla synes sunket hen i bekymring over andre personlige anliggender, der ikke involverer sønnens ulykke. Buschaufføren Lesley derimod bliver dybt deprimeret, bliver fyret fra sit arbejde og afhøres af politiet. En uskyldig distraktion har nemlig vendt hendes verden op og ned. Marla forsøger at sagsøge Lesley, men den del hører vi ikke meget til. Imens skyld og ansvar søges placeret hos en af parterne, resulterer hændelsen i, at Lesleys mand Richard (John Slattery) knytter sig til familien igen efter lang tids fravær pga. en affære. Lesley og Richards datter Paula (Emily Meade) bekymrer sig for sin mor samtidigt med, at hun som enhver anden teenager har travlt med gymnasielivet og drengene.
Bluebird er en rigtig art-film i den forstand, at den kun besidder lidt dialog og bruger billeder/klippeteknik og lyd/musik til at fastsætte stemningen og dvæle i den. Den er utroligt smuk i sin goldhed, som manifesteres af de totalbilleder af Maines vinterlandskab, der samtidig bliver til en slags metafor for den melankoli, karakterernes liv er gennemsyret af.
Værket er filmet af Jody Lee Lipes (der i 2011 var på Variety's liste over de ti fotografer, man skal holde øje med, og som ellers er kendt for Martha Marcy May Marlene) og klippet af Dino Jonsäter, der er kendt for Lad Den Rette Komme Ind. Samspillet mellem de to billedmagere gør, at filmen er billedteknisk lækker, og som filmnørd kan man rigtig sidde og nørde den med at lægge mærke til, hvordan zoom'ene ind og ud foretages langsomt og lækkert, og grynede filtre er blevet lagt oven på udvalgte billeder i filmen. Denne langsomhed, som billederne gennemtrænges af, siger særdeles meget om en sovende provinsby, hvor livet monotont går sin gang, og folk lever deres zombieagtige rutineliv.
Det er forfriskende, at Lance Edmands ikke forfalder til den gængse formidling af hysterisk gråd, pege-fingre-ad-hinanden-skænderier og juridiske søgsmål, men selvom stilhedens rolle værdsættes og i virkeligheden siger meget, så er der også til tider for meget, man som publikum skal tænke sig til. Samtidig med at det er en film, hvis handlingsgang kræver en vis tålmodighed fra tilskueren.
Bluebird minder på sin vis om en blanding af Twin Peaks (bemærk bl.a. de etablerende billeder af savværket, hvor Richard arbejder) og en Kenzaburo Oe-roman, hvor følelserne sidder lige under huden, men aldrig bliver artikuleret. Edmands film kommer sandsynligvis til at dele vandene. Nogle vil sikkert udråbe den til at være et lille mesterværk, mens andre vil synes, at den mangler noget gang i handlingen. Undertegnede befinder sig med et ben i hver lejr.
Bluebird
Se spilletider
Se filminfo
