Flere nyheder

 
Teater
Menneskeligt forfald helt ned på de bagerste rækker

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Menneskeligt forfald helt ned på de bagerste rækker
Tir. 25. feb. 2014


(Foto: Signe Roderik)

Det er mere end 100 år siden, "Woyzeck" blev opsat for første gang, men stykket lever endnu. Denne gang på Skuespilhusets Store Scene, hvor dysfunktion og forfald kryber helt ned på de bagerste rækker.

Dysfunktionen og forfaldet lurer lige om hjørnet lige fra første sekund, Det Kongelige Teater åbner op for Georg Büchners Woyzeck på Skuespilhusets Store Scene.

Staffan Valdemar Holm har iscenesat historien om den tyske soldat, Woyzeck, der for at kunne forsørge sin kone, Marie, og deres uægte datter, tjener penge ved at sælge sin krop til medicinske eksperimenter. Han spottes af militær og læger, hans psyke brydes langsomt ned, og han får uhyggelige hallucinationer. Historien kulminerer, da Woyzeck opdager, at Marie har været ham utro, og han ender med at dræbe hende i affekt.

Woyzeck har været sat i scene utallige gange siden urpremieren i 1913 og er blevet kendt for at være et billede på arbejderklassens tragedie og en skildring af den menneskelige jalousi og dens konsekvenser.

Staffan Valdemar Holm har valgt at lade stykket udspille sig på en næsten nøgen Store Scene, hvis midte er i konstant rotation. Den konstante bevægelse og de grå rammer, som nærmest uhyggeligt kaster skuespillernes skygger op på væggen, efterlader sit publikum med en følelse af uro og en forventning om den katastrofe, der lurer lige om hjørnet. Rotationen stoppes kun et par gange, når Woyzeck nedbrydes af stemmerne i sit eget hoved, og kontrasten bliver en larmende stilhed, der kan mærkes helt ned på de bagerste rækker.

Plottet er det samme, som det altid har været, og bevarelsen af de originale replikker gør Staffan Valdemar Holms version af Woyzeck en smule tung. Man er som publikum bedst stillet, hvis man i forvejen har kendskab til det mere end 100 år gamle stykke. Men tyngden hives op af iscenesættelsen og af de følelser, stykket fremtvinger hos sit publikum. Sammen med det imponerende og medrivende skuespil, som blandt andet Søren Sætter Larsen, Lene Maria Christensen og ikke mindste de omkring 20 børn leverer, bliver Woyzeck et besøg værd.

Woyzeck
Skuespilhuset
Se spilleplan