|
|
(Foto: Gudmund Thai)
Med gennemtænkt kulisseopbygning opnår Folketeatrets iscenesættelse af Astrid Lindgrens evergreen "Ronja Røverdatter" en solid effekt, der får godt fat i publikum. Skuespillerne er på alle måder til stede i forestillingen, og det giver "Ronja" den dynamik og patos, der er så sigende for bogen. Lydbilledet understøtter elegant denne helhed. En flot forestilling, der på bedste vis fremstiller en troværdig Ronja.
Kodeordet for denne forestilling må siges at være green screen. Bagerst på scenevæggen er projiceret et stort billede, der viser forskellige aspekter af den handling, der netop samtidig viser sig på scenen. Det gør det muligt at skabe lige nøjagtig den baggrund, man ønsker. Det bruges allerede i den første scene, hvor Ronja som bekendt bliver født i et voldsomt uvejr. Man ser på bagvæggen perspektivet fra Ronjas vinkel, og de glade forældres ansigter fremhæves med alle deres udtryk og mimik. En god teknik, der konsekvent bruges igennem hele forestillingen.
Ellers er historien den velkendte om røverdatteren Ronja, der fødes og vokser op hos en røverbande, hvor alt ånder fred og ro indtil borgens anden halvdel indtages af en rivaliserende røverbande under ledelse af Borka. Dennes søn, Birk, og Ronja etablerer et venskab, der på bedste pædagogiske vis underminerer deres fædres fjendskab, assisteret af den fornuftige Skalle-Per.
Som det næsten altid er et credo hos Lindgren, så skal børnene alene ud i naturen for der at finde friheden og livets rytmiske kraft, så de kan kapere de voksnes noget mere stringente verden. Folketeatret mestrer denne disciplin på ganske underholdende vis, og man viger ikke tilbage for at vise de mere uhyggelige elementer, hvor Ronja og Birk må holde sammen for at klare skærene. Også her virker billedet på bagvæggen stærkt og skræmmende. Man ledes som publikum igennem fortællingen, men projektionerne skaber også grobund for fantasi og leg med beskuerens indre billeder. Imponerende godt tænkt - og meget simpelt udført.
De skuespillere, der stort set befolker scenen konstant gennem hele forestillingen, gør et godt stykke arbejde. Ikke mindst badescenen, hvor den naturlige nøgenhed kommer til frit skue, er særdeles godt udført. Det er både en smule grænseoverskridende, sjovt og ganske almindeligt på samme tid. Og så sætter det en god dynamik i et godt langt stykke.
Bedsteforældre, børn og forældre var godt underholdt, og som i alle gode fortællinger var der både grin og sorg undervejs, der gjorde tilværelsen en smule mere underholdende og livet i almindelighed til noget meget værdifuldt.
Ronja Røverdatter
Folketeatret
anmeldt på Odense Teater 20. februar
MUSIK OG SANGTEKSTER: Sebastian
INSTRUKTION: Moqi Simon Trolin
SCENOGRAFI: Edward Lloyd Pierce
KAPELMESTER: Anders Ortman
KOREOGRAFI: Esa-Tuomas Alanne
VIDEODESIGN: Turpin Napoleon Djurhuus
ARRANGEMENT AF SANGE SAMT ØVRIG MUSIK: Anders Ortman
MEDVIRKENDE: Lise Koefoed, Magnus Christensen, Kristian Boland, Julie Carlsen, Michael Hasselflug, Signe Skov, Peder Holm Johansen, Mikkel Vadsholt
Violin: Sara Jefta
