|
|
"Hvorfor skulle vi mennesker dog tilbagebetale livets gode gaver med så blodige renter?", spørger en desillusioneret moder på vegne af en hel menneskehed. Det trøstesløse spørgsmål afspejler selve grundtonen i Henrik Pontoppidans storladne slægtssaga med den forstemmende titel, "De Dødes Rige". I årene 1912-1916 udkom den som familieføljeton i fem bind. Nu bliver slægtsfortællingen genudgivet med ligeså meget øjenåbnende kundskab, karakterstyrke og kunstnerisk karat som for snart hundrede år siden.
Over syvhundrede sider fylder Pontoppidans slægtsepos om en sammenbrudsepoke, der strækker sig fra Treårskrigen midt i 1800-tallet til 1900-tallets første spæde år. Både politisk, moralsk og menneskeligt bliver bogens persongalleri kastet usikkert rundt på et gyngende skibsdæk. Institutionernes århundredelange hegemoni er i langsommelig opløsning. Individets tro på sig selv er minimal, og trangen til hyppig selvforglemmelse er så fristende. Velkommen til De Dødes Rige!
Ind og ud af dette spøgelsesrige træder adskillige mere eller mindre sympatiske karakterer. Alle er de underligt forkrøblede af samtidens tugt og tæring, alle uden solid orienteringssans eller målrettet meningsfuldhed. Romanen pendler forbilledligt mellem karakterernes personlige og politiske stridigheder, deres forsagte følelser og arrige ambitioner, mens den underliggende undergangsstemning strammer en sjælelig spændetrøje rundt om hver enkelt.
I centrum for begivenhedernes gang knejser kærlighedsfortællingen om Jytte, en frihedssøgende ungmø, og Torben, en melankolsk grublende gårdejer. Deres kærlighed klinger nu ikke af lystig lyrik og lykkelige slutninger, men veksler forpint mellem nostalgi og hjertesorg. Forløsning er der ingen af. Kærligheden degraderes til fortvivlende eskapisme i Torbens og Jyttes flænsede hjerter og former et uforløst drømmebillede, som efterlader dybe ar i læserens bevidsthed.
Umiddelbart kan dette genkedelige kærlighedsscenario forekomme fladtrådt, men i Pontoppidans skrivekompetente hænder forvandler det sig til et usigeligt smukt menneskestudie - et gennemborende indblik i menneskets komplekse sind, dets hemmelighedsfulde bevæggrunde og ofte irrationelle handlemønstre. Pontoppidan er en misundelsesværdig menneskekender, som med varsom ærlighed trænger igennem karakterernes hermetiske rustninger og blotlægger deres følelseslivs udpinte marv og ben: "Selv har jeg været mindre heldig med min maskering - det indrømmer jeg beredvilligt. For min borgerlige anseelses skyld ville det have været klogere, om jeg fx havde kostumeret mig som alvorsmand med et bekymret professorblik under bulehatten."
På den politiske skueplads stritter kirkelige kæpheste op, personificeret af den udskældte svovlprædikant, Mads Vestrup, og den indesluttede dogmatiker, Johannes Gaardbo. Begge bliver portrætteret med en skiftevis frastødende og forsonende klang, som både forskrækker og formildner. Den gejstlige magtliderlighed ledsages, i al sin ironiske pragt, af parlamentarismens demokratiske kaos, hvor fællesskabets goder konstant bliver tilsidesat til fordel for individuelle særinteresser og enevældige magttanker.
Bedst karakteriseres dette politiske fejlskud i Tyge Enslev, den utrættelige fortaler for folkets styre og overtroens (læs: kirkens) endegyldige forvisning til civilisationens skammekrog. Han lyner af intelligent ånd og fremskridtsvenlige perspektiver, men som menneske fejler han fatalt på næsten alle punkter - "De har velsagtens læst, hvad Anton Bjerreby nylig meddelte om sine sidste samtaler med Enslev på dødslejet. Det skærer én i hjertet at tænke på, at den mand skulle sige livet farvel med så bitre og hadefulde ord. Kan hans livs tragedie ikke afskrække Dem?"
Således vikler døderigets vildledte eksistenser sig ind og ud af hinanden, mens samfundsstrukturerne ramler sammen rundt om dem uden at beskinne horisonten med nye fremtidsudsigter. Helte er der ingen af i De Dødes Rige. Kun mennesker af skrøbeligt kød og giftigt blod. Fejlbarlige og forvirrede vakler de gennem livet, halvt bedøvede i forglemmende forlystelser, halvt opildnede af egoistiske lyster. Det er lige før, man mistænker Pontoppidan for dyster misantropi. Ja, på enkelte sider nærmer tonen sig sågar eksistentiel nihilisme.
Alt dette tilgiver man dog præstesønnen og Nobelprismodtageren, Pontoppidan, for. Man kan ikke andet. Med usvigelig sproglig ekvilibrisme og mesterlig menneskekundskab iscenesætter han De Dødes Rige som et åbenbarende eksistentielt vindueskig ud mod et samfundsbillede, der blafrer ustadigt som løsgjorte sejl. Trods pessimismen evner Pontoppidan at kaste et subtilt narrativt garn ud over sine læsere, så man sidder fuldstændig grebet af romanens langt fra smertestillende univers.
"Skal jeg sige min mening, så tror jeg snarere, at jeg hjemme på Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til solen og det virkelige liv - fra en rejse i de dødes rige. Både i Europa og Amerika har jeg virkelig mangen gang haft en fornemmelse af at befinde mig på et underjordisk pinselssted, hvor millioner af hvileløse skygger halsede af sted på vild jagt efter en indbildt lykke.", konstaterer en fysisk og åndeligt svækket Torben, værkets smukkeste og tristeste skikkelse, hvis poetiske sindelag og hengivne kærlighed bliver mødt med forstillelse og fornægtelse. Nej, Pontoppidan levner vitterligt ingen forløsende smuthuller.
Til gengæld har han med De Dødes Rige levnet et sandt litterært og menneskeligt mesterværk for eftertiden. Tusind tak for det, Henrik Pontoppidan!
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Henrik Pontoppidan: De dødes rige
Gyldendal, 726 sider
ISBN-13: 9788702154337
