|
|
(Foto: UIP)
Fortællingen i Coen-brødrenes nyeste film "Inside Llewyn Davis" er en cirkulær rejse til intetsteds hen. Filmen oser af lækre folkmelodier og gengiver folkmusikkens spæde start før Bob Dylan stadfæstede genren, der kom for at blive.
Den cirkulære fortælling begynder og slutter i start-60'ernes New York. Hovedkarakteren er Llewyn Davis. En mand, der har det tøj han går i, sin guitar og få dollars i lommen. Llewyn tilbringer sine dage på New Yorks gader og musikbarer og nætterne med at crashe hos venner og bekendte i hhv. Greenwich Village og The Upper West Side. Når det virkelig kniber med pengene, tager han en subwaytur ud til Queens og besøger sin søster. Llewyn håber på et gennembrud som folksanger og forsøger at vise sit talent inden for det, der stadigt er en alternativ musikgenre i starten af 60'erne.
"If it was never new, and it never gets old, then it's a folk song." Sådan introducerer Llewyn Davis folkmusikken i løbet af et sæt på musikbaren Gaslight, hvor han synger "Hang Me, Oh Hang Me". Det er en temmelig god definition på musikgenren, som åbner Joel og Ethan Coens berusende skæbnefortælling, der er inspireret i Dave Van Ronks liv som folkmusikeren, der tårnede sig op på New Yorks folkemusikscene i dens præ-Bob Dylan-fase. Skuespilleren Oscar Isaac har sit gennembrud med Llewyn Davis-karakteren, hvor han desuden spiller guitar og synger (live i filmen) med flot virtuositet, der viser hans flotte tenor. Det skal dog understreges, at filmen ikke er en biopic om Van Ronk, men en ægte Coen-brødrene-film, hvilket er lig med virkeligheden tilsat fantasi og surrealisme, flotte detaljer fra perioden - et kulturstudie tilsat skarp og bidsk dialog, hvor ensomhed, smerte og afsked (Llewyn sørger over sin musikalske partners død) gengives i de drømmerier af sange, som Llewyn og hans musikvenner synger.
Llewyn er en arketypisk Coen-karakter; endnu en dude blandt Coens antihelte, der består af "tabere", dødbidere og ulykkelige stræbere, med hvilke brødrene har charmeret os i næsten 30 år. En fortælling om en antihelt er kvintessensen af, hvad vi forbinder med en Cohen-film. De sørgelige karakterer slentrer sig gennem et univers, der er et spænd mellem det virkelige og drømmende, som fint afbilder livets skuffelser og især, hvordan vi ofte er ofre for vores egen dumhed og dovenskab.
Inside Llewyn Davis er en fin film i gennemgående Coen-stil. Paletten af karakterer inkluderer en kat, der hedder Ulysses, Jim og Jean-duoen (Justin Timberlake og Carey Mulligan), et akademisk bohemepar (the) Gorfeins og den lettere bizarre jazzmusikker Roland Turner (John Goodman). Filmen er smuk i sine gråbrune depressive toner og besidder en slags tåge på billedsiden, der gør den mere mystisk end andre Coen-film (måske på nær Fargo). Musikken er fængslende og giver en lyst til at smutte ud efter soundtracket med det samme. Det er en must see for Coen-fans, såvel som folkmusik-fans. Men den skal have lov til at sætte sig langsomt og ulme i bevidstheden, hvorefter den til slut vil få sin berettigede plads i Coen-brødrenes ouevre.
Inside Llewyn Davis
Se spilletider
Se filminfo
