Flere nyheder

 
Film
Flot og flad modeskaberfilm

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Flot og flad modeskaberfilm
Tor. 3. apr. 2014


(Foto: Tibo & Anouchka)

Instruktør Jalil Lesperts biopic "Yves Saint Laurent" byder på et indholdsfattigt smugkig ind i den franske designer Yves Saint Laurents liv og karriere.

Paris januar 1957. Den kun 21-årige Yves Saint Laurent er blevet chefdesigner i modehuset Christian Dior og skal præsentere sin første haute couture-kollektion for huset. Den bliver en enorm succes, og samme dag møder Saint Laurent Pierre Bergé, der skal blive hans store kærlighed, men også trofaste forretningspartner. Saint Laurents tid i Dior slutter, efter at modehuset mener, at han er for outreret i sin stil. Som frie fugle etablerer Yves Saint Laurent og Pierre Bergé virksomheden Yves Saint Laurent i 1961. Dette bliver et af de største modemærker nogensinde. Den yderst kreative modeskaber får ikke kun pustet nyt liv ind i modeverdenen, men også revolutioneret den.

Det unge talent Pierre Niney synes et perfekt valg til at formidle Yves Saint Laurents arrogance og følelsesmæssige skrøbelighed. Der er en slags særlig snefnugagtig sensitivitet over skuespilleren, der gør det behageligt at betragte, men samtidig mangler filmen dybde og følelsesmæssig intensitet. Pierre Bergé, der også er filmens fortæller, spilles med stor værdighed af Guillaume Gallienne.

Det narrative beskriver afgørende begivenheder i Saint Laurents tidlige år, såsom hans mentale sammenbrud efterfulgt af en bipolar diagnose. Dette bliver dog slet ikke uddybet på noget tidspunkt i filmen, som begrænser sig til at fokusere på, hvordan modeverdenens såkaldte "Lille Prins" tager psykedeliske stoffer i 1960'erne.

Fortællingen bliver derfor kedelig i sit mønster, hvor vi ser Saint Laurent svinge skiftevis mellem sine selvdestruktive impulser og forholdet med Bergé. Intet bliver rigtigt uddybet, og der er ikke meget plads overladt i handlingen til at vise os modeskaberen Saint Laurent og hans fascinerende arbejde i branchen. YSLs banebrydende Liberation-kollektion skaber et før uset androgynt look for kvinder. Men også dette bliver reduceret til en modeopvisning a la musikvideo på stoffer.

Efter Saint Laurent og Bergés forholds ubønhørlige opløsning i 1976, slutter filmen pludseligt, og de sidste 30 år af kunstnerens liv bliver lades uberørt hen. Hele forholdet bliver endda portrætteret på sådan en måde, at det ikke er til at greje, om deres forhold sluttede i 1976 eller ved Saint Laurents død, eftersom Bergé, i umiddelbar forlængelse af designerens død i 2008, bortauktionerer parrets formidable kunstsamling. Undertegnede kan bekræfte, at selvom YSL og Bergé ikke dannede par efter '76, så forblev de venner og forretningspartnere.

Jalil Lesperts Yves Saint Laurent er flot, men flad, og selv kostumerne viser en overfladisk oversigt over det, der skulle have været så revolutionerende inden for modeverdenen. Yves Saint Laurent er den første af de to YSL-biopics, der bliver udgivet i år, og man kan håbe, at Betrand Bonellos film vil vise et mere dybdegående og emotionelt indblik i modeskaberens liv, person og virke.

Yves Saint Laurent
Se spilletider
Se filminfo