|
|
(Foto: Foxfilm)
2.verdenskrig var ikke kun brutal for de besatte lande omkring Tyskland. Den tyske befolkning var mindst lige så hårdt ramt. Det har vi en tendens til at glemme. For tyskerne var jo de onde. Men det var langt fra alle i Tyskland, der tog Hitlers ord for gode varer, slet ikke den lille bogtyv Liesel.
I den nu filmatiserede roman Bogtyven møder vi en 9-årig tysk pige, hvis liv bestemt ikke er en dans på roser. Liesels mor bortadopterer hende og lillebroren. Men da broren dør på vejen, er Liesel (Sophie Nélisse) ladt alene tilbage til ensomheden. Hun dukker forskræmt op hos sin nye adoptivfamilie, som består af den rare imødekommende Hans Hubermann (Geoffrey Rush) og hans skrappe kone Rosa (Emily Watson).
Liesel finder ret hurtigt venskab i nabodrengen Rudy (Nico Liersch), der med forelskede øjne støtter hende i tykt og tyndt. De to står bl.a. sammen mod klassens opkæftende og ondskabsfulde dreng Franz Deutscher, der gør alt for at gøre livet surt for dem. Liesel kan hverken læse eller skrive, da hun starter i den nye skole, og da de andre børn finder ud af det, gør de, hvad børn gør i den alder - mobber hende. Men Liesel er tapper og efter at have givet Franz en omgang tæsk, lærer hun hurtigt at læse. Hendes nye adoptivfar Hans hjælper hende, og sammen læser de The Gravedigger's Handbook, som hun stjal til sin brors begravelse. Her opstår der en ubeskrivelig passion for ord hos Liesel, som vil følge hende resten af livet.
Endnu et venskab opstår, da familien Hubermann en nat får uventet besøg af den jødiske Max (Ben Schnetzer), som de nu skal holde skjult for nazisterne. Hans Hubermann har lovet Max' afdøde far at passe på ham, hvis den dag skulle komme. Max og Liesel finder sammen gennem deres fælles passion for ord, og Max lærer Liesel, hvad ord også kan.
Efter en stor bogbrænding i den lille by stjæler Liesel endnu en bog og bliver iagttaget imens af byens borgmesterfrue, som derfor senere inviterer Liesel ind i borgmesterhjemmets hjemmebibliotek. Sammen finder de to, der begge har mistet, trøst i hinandens selskab, indtil den nazistiske borgmester sender Liesel væk. Men Liesel er ikke sådan at holde væk. Hun drages af de opdagede bøgers ord og begynder at snige sig ind af vinduet hos borgmesterparret for at "låne" bøger med sig hjem, som hun kan læse højt for den i mellemtiden dødssyge Max.
Der må gøres, hvad der kan for at bevare roen under den kaotiske krig, og modig er hun i hvert fald den lille Liesel.
Historien fortælles af en jeg-fortæller, en slags "dødens stemme", som afbryder filmens scener på irriterende vis. Hvorvidt dette fungerer i bogen af samme navn, som filmen bygger på, bliver jeg desværre svar skyldig, men i denne film har det på ingen måde nogen positiv effekt. Stemmen forstyrrer og ødelægger filmens ellers så dygtige karakter og stemning. Det går hen og virker en smule plat med denne fortællerstemme, og det er rigtig synd, for handlingen i filmen er virkelig fantastisk god. Samtidig taler personerne i filmen en blanding af tysk og engelsk - nogle gange begge dele i samme sætning, hvilket også kommer til at virke mærkeligt. Selvfølgelig foregår historien i Tyskland, så at undlade det tyske sprog helt ville nok også virke påtaget. Men en blanding af sprogene på denne måde er desværre heller ikke så troværdigt for den ellers gode film.
Bogtyven
Se spilletider
Se filminfo
