|
|
(Pressefoto)
CPH PIX havde forpremiere på den fantastisk rørende japanske film "Min Søns Familie" af Hirokazu Koreeda, der berettiget vandt Juryens Pris på Cannes Film Festivalen 2013. Filmen er nu ude i almindelig biografdistribution.
Med Min Søns Familie vender Koreeda tilbage til emnet forældre og børn. Historien kredser om to familier med forskellig social status, hvis drenge er blevet forbyttet ved fødslen. Drengene Keita og Ryusei er nu 6 år, og efter at nyheden er sprunget som en bombe for dem, står familierne nu og skal beslutte, hvordan de klarer situationen bedst: Skal de bytte børn? Beholde dem, de selv har opfostret? Faren til Keita vil tilmed gerne have dem begge to! Men hvilke konsekvenser har beslutningen for hele familien, inklusiv eventuelle små søskende?
Historien er hjerteskærende, og hele filmen sidder man med en klump i halsen og prøver selv at besvare det umulige spørgsmål. For hvad gør man? Kan man elske nogen mere end sit eget kød og blod? Kan man elske sit eget kød og blod ligeså højt som det barn, man har investeret så meget energi, ambition og kærlighed i så mange år? Pyha, spørgsmålene fortsætter med at hobe sig op. Og det er det umulige svar, der gør Min Søns Familie så interessant at se.
Masaharu Fukuyama og Machiko Ono spiller det velhavende forældrepar, Ryota og Midori Nonomiya. Ryota er fuld af ambitioner på Keitas (Keita Ninomiya) vegne af egen frygt for, at sønnen skal blive til en fiasko, hvis han ikke kommer i den bedste skole eller er den bedste til at spille klaver. Midori er den hjemmegående mor, der burde have opdaget "fejlen". Yoko Maki og Riri Furanki spiller deres modsætninger, Yukari og Yudai Saiki. Yukari ejer en isenkræmmerbiks, som Ryota ser ned på, mens Yudai arbejder i en nudelrestaurant. Udover sønnen Ryusei (Shôgen Hwang) har de endnu to andre små børn, og parret investerer kærlighed og tid i deres børn. De voksne skuespillere er intense og rørende i deres roller, og børnene er så kære, at man ville ønske, man kunne få dem alle med hjem!
Filmen spiller især på Ryotas aversion mod den faldefærdige familie, og han må langsomt erkende, at han har været en fraværende far og ægtemand. Det er efterhånden velkendt, at følelserne i japansk kultur skjules under huden, og mange af disse emotioner formår Koreeda at bibeholde derunder, samtidigt med at man som tilskuer på intens vis mærker dem på egen krop. Dialogen er pragmatisk og handler mest om, hvad der praktisk set skal gøres for at finde den bedste løsning. Men praktisk handlen og følelser er ikke altid forbundne, og det er filmens gåde at finde frem til, hvordan disse bedst kan gå hånd i hånd.
Koreeda har før vist, at han har talent for at lede unge skuespillere (I Wish, 2011), og det er hårrejsende trist og fortryllende at se, hvordan børnene instinktivt føler, at de bliver valgt til og fra. Han har formået at skabe en rørende film, der på skønneste vis hylder relationen mellem forældre og børn. Der er masser at nyde undervejs og endnu mere at overveje, når fortællingen spøger, længe efter rulleteksterne er forbi. Bare alle biografoplevelser kunne være så fuldendte.
Min søns familie
Se spilletider
Se filminfo
