|
|
(Foto: SF-film)
John Turturro har i over 30 år spillet et hav af forskellige roller. Vi har set ham i film som "The Big Lebowski" og "Barton Fink", og nu møder vi ham i "Fading Gigolo". Her i rollen som den følsomme blomsterbindende gigolo i en film, som også er hans femte i instruktørstolen.
Filmen begynder i et bogantikvariat på Upper West Side, hvor der i vinduet hænger en notits om, at forretningen er ved at lukke ned. Bag disken står ekspedienten Fioravante (John Turturro), der desuden arbejder som blomsterbinder, og pakker bøger væk. Murray (Woody Allen), som er indehaver af antikvariatet, fortæller, at hans hudlæge Dr. Parker (Sharon Stone) og hendes veninde Selima (Sofia Vergara) ønsker at være del af en trekant.
Hudlægen har sågar spurgt Murray, om han skulle kende én, der vil være med, hvortil Murray svarede: "Yeah, but it'll cost you a thousand bucks." Men mon ikke det ville være noget for Fioravante? - for begge kan nok bruge lidt flere penge, nu da antikvariatet lukker.
Først er Fioravante afvisende. Han anser ikke sig selv for at være en smuk mand og mener, at Murray skal lede efter en lidt anden type. Men Murray siger, at Fioravante er et rigtigt mandfolk. Én, der kan få alle kvinder til at elske sig. Da de ubetalte regninger begynder at hobe sig op, lader Fioravante sig overtale.
Fioravante ankommer til Dr. Parkers designerlejlighed med en meget ømt arrangeret blomsterdekoration, som han selv har lavet. Med sit rolige gemyt lykkes det ham at få den meget nervøse læge beroliget og giver hende det, som hun længe har ønsket, nemlig at blive set på af en mand.
Fioravante begynder nu at ses med andre ensomme kvinder, som Murray finder til ham. Heriblandt den jødisk-ortodokse enke Avigal (Vanessa Paradis). Avigal er ikke en af Fioravantes mest farverige klienter. Til gengæld er hun den, som kommer til at betyde mest for os. Avigal er sky og har levet tilbagetrukket for omverdenen, siden hendes mand, en tidligere rabbiner, døde. Det er en rolle, der kræver sårbarhed - en sårbarhed, der skal spilles, så vi køber den, hvilket lykkes for Paradis.
Fading Gigolo beskæftiger sig mindre med sexscener og deres komiske muligheder, men fokuserer i stedet på karakterernes muligheder. Hvad der på papiret kan ligne noget, som kan ende med ren "falde på halen-komedie" og en masse sexscener, ender i stedet med at være en meget nænsom fortælling om at finde sit ståsted lidt senere i livet.
Vi bliver også præsenteret for nogle sidehistorier såsom den om Murray, der bor sammen med en yngre afroamerikaner med fire børn, og historien om den jødiske politimand Dovi (Liev Schreiber), der er en del af naboværnet i Brooklyn og arbejder sammen med rabbinernes domstol. Det, som binder disse historier sammen, er enken Avigal. En kvinde, som kan blive trukket ud af sin sorg og ført tilbage til livet blandt de levende, efter Murray har introduceret hende for Fioravante.
Fading Gigolo er optaget i New York, og byens puls passer perfekt til Turturros super-hurtige fortællestil. I løbet af filmens første fem minutter er temaet sat, og karaktererne kan udfolde sig i de fantastiske baggrundsbilleder af fotografen Marco Pontecorvo. Lyssætningen minder én om, hvordan Brooklyn så ud i 1970'erne. De forskellige lejligheder, vi bliver budt indenfor i, reflekterer meget fint de karakterer, som bor der. Lige fra hudlægen Parkers penthouselejlighed til den minimalistiske indretning hos Fioravante.
Med den skarpe instruktion, helskabte karakterer, de sort/hvide rulletekster, jazzmusikken og de litterære henvisninger kan denne film godt ligne en Woody Allen-film ved første øjekast. Det er tydeligt at mærke hans tilstedeværelse i filmen. Men det som viser, at det er en John Turturro-film, er den nænsomhed og intelligente måde, hvorpå vi bliver præsenteret for karaktererne.
Fading Gigolo er en New Yorker-historie, der både er morsom og følsomt spillet af John Turturro og Woody Allen. Den er underspillet, når den skal være det, og den er overspillet, når den kræver det. Det er en lille beskeden film om ensomhed, længsel og knuste hjerter, som har masser af sjæl.
Filmen føles til tider som flere film i samme film. Den har den typiske Woody Allen-komedie med de skæve replikker gemt i sig. Der er en mere seriøs film, som udforsker ensomhed og menneskets behov for at være i både psykisk og fysisk kontakt med andre mennesker. Og så har den også en fortællerlinje om religion. Alle disse forskellige fortællelinjer passer imidlertid ikke altid lige godt sammen. Det kan faktisk virke rodet. Men det er et rod, som man kan tilgive, fordi filmen overordnet set har så meget sjæl og varme, at man ikke kan undgå at synes om den.
Fading Gigolo
Se spilletider
Se filminfo
